Er vi så gammeldags? Nordjyder modtager flest breve
Foto: DAO
Nordjyderne sender også flest breve.
For et år siden skabte en ny lov fri konkurrence på brevmarkedet.
Nu er det muligt at få leveret breve på alle årets dage. Selvom mange må gå tomhændet tilbage til bopælen, efter de er spadseret ud til postkassen, så er der større chance for at modtage et brev, hvis du bor i Nordjylland.
Det viser en undersøgelse fra Dao i hvert fald.
Nordjyderne er både dem, der sender og modtager flest breve i Danmark. Faktisk modtager de nordjyske husstande tæt på dobbelt så mange breve som i landets øvrige regioner, viser undersøgelsen.
– Vi lever i et af verdens mest digitaliserede lande, og for den moderne forbruger er en fleksibel og hurtig service helt essentiel for at kunne opretholde interessen i det fysiske brevmedie. Generelt set falder brevmængden i landet otte til ti procent hvert år, men der er stadig behov for, at breve når frem, siger Lars Balsby, der er salgsdirektør hos dao, der har haft en fordobling i brevmængden i 2024.
Nordjyderne modtager endda også omkring dobbelt så mange breve, som de sender.
Ikke ved at uddø
Cirka hver 20. dansker over 15 år - nærmere bestemt 273.700 borgere - er fritaget for digital post, viser Digitaliseringsstyrelsens opgørelse for tredje kvartal af 2024.
Ifølge livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg er det både unge såvel som gamle, der benytter sig af breve.
– Mange ældre benytter naturligt ikke Digital Post, men det er værd at bemærke, at den analoge trend i høj grad drives frem af yngre generationer. Unge søger et modspil til den digitale overmætning, hvor handlinger som at sende et håndskrevet brev eller fordybe sig i et printmagasin bliver bevidste valg. Det handler om nærvær og fordybelse i en ellers hektisk og skærmdrevet hverdag, siger han.
Over 80 procent af post i konvolutter åbnes, fremgår det af en undersøgelse i 2023, som er udført af analyseorganisationen WARC og Royal Mail Marketreach.
Til sammenligning ligger den gennemsnitlige åbningsrate for emails på 21 procent ifølge en rapport fra dataleverandøren Campaign Monitors. Hos Dao mener de ikke, at brevet er ved at uddø.
- Selvom digitaliseringen reducerer brevmængden, er breve stadig relevante – for eksempel til dankort, sygesikringskort og bryllupsinvitationer. For blinde og svagtseende kan de være uundværlige, og vi leverer op mod 600.000 blindeforsendelser om året, siger Lars Balsby.