Konservativ politiker vil genindføre tilskud til pasning af egne børn
Balladen om manglen på dagtilbudspladser i Mariagerfjord Kommune får nu den konservative byrådspolitike Laura Holm til at foreslå, at tilskuddet til pasning af egne børn genindføres i kommunen.
- Det var en populær ordning, hvor 58 familier benyttede sig af den på 0-2 års området. Hvis så bare 10, 15, 20 familier kunne bruge det nu, i en mindre periode, indtil der blev en plads, så er det her da en mulighed, man allerede nu kan eksekvere på, siger Laura Holm til TV2 Nord.
Forslaget kommer fordi kommunen fra 1. februar kommer til at mangle 23 børnehavepladser i Mariager.
Det skal en tilbygning til institutionen Regnbuen i Mariager være med til at løse, men da den tidligst kan stå klar i foråret 2026, foreslår Laura Holm at man i den mellemliggende periode, genindfører tilskuddet.
- Jeg ser ikke ordningen, som en enten eller, jeg ser det som en parentes til den her udfordring, som skal kunne være tilgængelig for alle på 0-5 år, siger Laura Holm og mener, Mariagerfjord Kommune halter bagefter, da ordningen ifølge hende har stor succes i for eksempel Aalborg og Randers.
Mariagerfjord Kommune indførte tilskud til pasning af egne børn i en forsøgsperiode i 2022. Men der var ikke flertal for at fortsætte med tilskuddet.