Smed sejren i overtiden: - Det er selvfølgelig bittert
AaB var under stort pres, men stod imod i 92 minutter.
Ét point på udebane mod Silkeborg var egentlig et fint resultat på forhånd for AaB.
Men trods stort spilovertag til Silkeborg var det en flok slukørede aalborgensere, som TV2 Nord fangede efter 1-1-kampen fredag aften.
AaB var nemlig millimeter fra at tage alle tre point. Men to minutter inde i overtiden bankede Silkeborgs portugisiske forsvarsspiller, Pedro Ganchas, det reducerende mål ind
- Når man indkasserer et mål tre minutter før tid, så er det selvfølgelig bittert, når vi har kæmpet så meget, siger AaB-backen Kasper Jørgensen til TV2 Nord.
Men han indrømmer dog, at det heller ikke var ufortjent, at Silkeborg ikke gik tomhændet hjem.
- Det er jo fortjent nok, når man kigger på hele kampen. Vi var jo under pres, siger han.
Kasper Jørgensen gav i samme ombæring en bredside til den meget omtalte kunstgræsbane i Silkeborg.
- Det er bare lort, lød det kortfattet.
AaB scorede allerede kampens første mål efter ni minutter, da de tidligere AaB'ere, Rasmus Thelander og Nicolai Larsen, fumlede over hinaden og gav AaBs australske angriber, John Iredale, et frit mål til at score sit første Superliga-mål.
Mogens Jørgensen
Journalist, TV2 Nord
Det er noget lort, sagde AaBs Kasper Jørgensen. Og den direkte kommentar kom ikke i forlængelse af, at Silkeborg udlignede til 1-1 tre minutter før tid.
Det var derimod banen, Kasper Jørgensen hentydede til kort efter slutfløjtet. Kunstgræsbanen i Silkeborg er nok Danmarks hurtigste bane at spille på. Og når man ovenikøbet vander kunstgræsbanen før kampen og i pausen, bliver den ekstra hurtig at spille på.
Men det skal selvfølgelig ikke bruges som undskyldning, selv om det er bittert, når Silkeborg scorer med så få minutter tilbage. Det ville nærmest have været en sensation, hvis AaB havde kørt tilbage på E45 med alle tre point.
AaB kunne ikke bruge anfører Rasmus Thelander. Nu har han stor succes i Silkeborg, men samme Thelander vil nok ikke have gået en tur gennem hans gamle hjemby lørdag, hvis AaB havde vundet med 1-0. For det mål må den tidligere AaB-anfører tage på sin kappe sammen med en anden tidligere AaB-spiller, målmand Nicolai Larsen.
De to fumlede så meget, at AaBs John Iredale kunne bringe AaB i front i starten af kampen. Nu slap Rasmus Thelander med skrækken og undgik måske lidt hån og drillerier fra hans gamle holdkammerater.
Rasmus Thelander, der nu tørner ud for Silkeborg, havde håbet på mere af aftenens kamp.
- Men når kampen udvikler sig, som den gør, og vi scorer så sent, så må jeg jo nok være glad for, at vi får et point, siger han til TV2 Nord.
Hvordan var det at spille mod sine gamle holdkammerater?
- Det var selvfølgelig specielt. Jeg har en stærk historie med klubben, og det var dodt at se de gamle holdkammerater igen. Men da kampen var i gang, var den ligesom alle andre, siger Thelander.
AaB skal spille sin næste kamp på onsdag, hvor aalborgenserne tager til Esbjerg i Oddset-pokalturneringen.