Brian gik på Gravenshoved, men kan ikke genkende skrækhistorierne
Foto: Privatfoto
Et håndtegnet portræt af Brian Bisgaard Jensen fra sin tid på Gravenhshoved. En god tid, siger han.
Den tidligere kostskoleelev har sendt et brev til Thomas Kastrup Larsen om sine oplevelser.
Brian Bisgaard Jensen gik på Gravenshoved Kostskole i skoleåret 1985-1986.
Han kan ikke genkende det billede der er tegnet af et opholdssted med vold og overgreb.
Over det seneste år har over 100 tidligere elever stået frem med forfærdelige fortællinger om tvangsfodring, seksuelle overgreb, vold og at skulle spise egen opkast
Oplevelser, der er blevet bekræftet i en advokatrapport, og som udløste en officiel undskyldning fra øverste embedsmand, borgmesteren.
Men det er ikke noget Brian Bisgaard Jensen hverken har set eller mærket. Tværtimod.
- Jeg græd, fordi jeg savnede min mor og far. Men jeg blev trøstet, siger han til TV2 Nord om sin tid på kostskolen drevet af Aalborg Amt og Kommune.
Kan huske det hele
Brian Bisgaard tilbragte eet enkelt skoleår på den søndersjyske skole.
- Jeg kan sagtens huske det, jeg har oplevet. Lige så tydeligt som var det igår. Vores kanotur, vores bornholmertur. Jeg kan huske, hvem der blev grebet fat i og hvordan, fortæller han i dag, næsten 40 år senere.
Han havde selv et nært forhold til en nyligt afdød lærer, Bjørn. En lærer, hvis bisættelse han deltog i.
- Jeg nåede også at snakke med ham, da historierne begyndte at vælte frem, og ingen af os kunne genkende det, fortæller Brian Bisgaard og fortsætter.
- Da jeg kom, var jeg ikke andet end på 4.-5. klasses niveau, og jeg begyndte altså dér i 8. klasse. Min far troede ikke på det, men Bjørn sagde det hele nok skulle gå, fortæller han.
Ikke oplevet skrækhistorier
Brian Bisgaard Jensen ønsker ikke at tage noget fra de elever, der er stået frem med deres overgreb. Han holder dog fast i, at det ikke er historier, han har set med egne øjne.
- Du skulle selvfølgelig smage på maden, fortæller han med henvisning til beretningerne om tvangsfodring.
- Men der blev ikke øst umenneskeligt meget op på tallerkenen, og jeg har heller aldrig set nogen, der skulle smage deres egen opkast.
Han erkender at miljøet og pædagogikken kunne være barsk, men han har aldrig set nogen blive slået, understreger han.
- Det var en hård irettesættelse. Man brugte magtanvendelse som fastholdelse, pointerer han.
Blev selv skubbet
Brian Bisgaard Jensen fortæller også om en oplevelse med forstander Alvin Hammer, der tog hårdt fat i ham og pressede ham op af en væg. Men det var også det.
Især oplevelde han, pædagogerne efterfølgende tog sig af ham.
- Jeg blev trøstet af en pædagog, der sagde: "Nu skal du ikke gå og være bange for Alvin.". Der var aldrig en pædagog, der tog fat i mig.