Sådan er det at få undskyld fra statsministeren: Benny følte sig pludselig ’normal’ som 66-årig
I dag får over 100 Gravenshovedelever en officiel undskyldning fra borgmesteren efter talrige overgreb.
Hvor meget batter det lille ord med den store betydning egentlig?
’Undskyld.’
Og betyder det virkelig noget – eller er det de 300.000 kroner i erstatning og godtgørelse?
- Undskyldningen er den vigtige del. At man får en kompensation, er, hvad det er. Den havde man mere brug for som ung.
Sådan siger Benny Petersen, der er tidligere børnehjemsbarn i den omdiskuterede Godhavnssag om misrøgt og vold.
I Nordjylland har vi fået vores egen ’Godhavn’ med historierne om kostskolen Gravenshoved, hvor der var tvangsfodring, seksuelle overgreb og vold gennem en 30-årig periode frem til 1991.
Tirsdag eftermiddag kommer der så en officiel seance med en undskyldning fra øverste sted: Borgmester Thomas Kastrup Larsen (S) taler til René, Mie og de andre ofre.
Det har Benny Petersen prøvet før.
I 2019 var det statsminister Mette Frederisken (S) der sagde det samme til Godhavnshavnsdrengene.
- Det ligner jo hinanden meget, siger Benny Petersen, der har fulgt de seneste måneders historier om Gravenshoved.
For ham er der ingen tvivl.
’Undskyld’ kan bruges.
- Det betød rigtig meget. Det var en sten fra hjertet og en tilkendegivelse af, at ”det ikke var jeres egen skyld, at I blev, som I blev.”
I dag er Benny Petersen et par måneder inde i sine 70’ere, spiller leadguitar i et lokalt himmerlandsk band og bor i Terndrup.
- Men jeg føler mig som 60-årig, griner han.
Han var en Godhavnsdreng fra 64-67 og kan stadig huske, hvilken virkelighed der mødte ham og de andre:
- Det var jo overdrevet vold. Vores forstander var en kæmpestor mand med en hånd, der fyldte to hoveder. Han kunne sætte sig oven på en og vejede vel 160 kilo, genkalder Benny Petersen.
Derfor betød det også noget, at han nu havde andres ord for, at det der var foregået ikke var i orden – hverken dengang eller nu.
- Det har lettet mig og mit sind. Gennem hele livet har man fortalt om det, og folk har sagt ”jaja, en god røverhistorie”. Heller ikke min familie troede jo på det, siger Benny Petersen.
- Det var ligesom, man blev et normalt menneske. Jeg blev frikendt for at være en idiot, Benny Petersen.
Det er endnu ikke afgjort om der skal falde erstatning til Gravenshovedofrene.