Borgmestre uenige om ny postaftale: - Det rammer de svageste
Meningerne er delte om den nye aftale.
Borgmestrene i Nordjylland er ikke helt enige om, hvorvidt aftalen om det nye postsystem, som træder i kraft fra 1. januar 2024, er god eller ej.
I aftalen ophører befordringspligten, så borgerne i fremtiden kan se frem til et friere valg.
Gennem de seneste år har Post Danmark - et underselskab af PostNord - været udpeget til at løfte opgaven og tilbyde en landsdækkende postomdeling.
Befordringspligten
Befordringspligten indebærer en forpligtelse til at opretholde en effektiv landsdækkende service, for så vidt angår indsamling, transport, sortering og omdeling af forsendelser.
Kilde: Lov om postbefordring.
Nu sættes posten i stedet fri. For fra næste år vil levering af post overgå til markedet. Akkurat ligesom det i dag er tilfældet med pakker.
Der er mere info om aftalen herunder:
- En klar forringelse, siger borgmester
Den nye aftale betyder også, at den såkaldte 50-meter regel i landzoner sløjfes. Dermed fjernes retten til privatomdeling i sommerhusområder. I stedet skal der etableres et centralt placeret brevkasseanlæg. Desuden skal brevkasser på landet opsættes ved indkørslen fra offentlig vej eller privat fællesvej.
Særligt de to ting splitter borgmestrene.
- Det er en klar forringelse for dem, der ikke er så gode til at bevæge sig. Det kommer til at give udfordringer, dét er der ingen tvivl om, siger borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade (V) og tilføjer:
- Dem der bor, hvor der er længst mellem husene, kommer til at mærke det her, og det rammer dem, der er svagest, siger han.
Kan det være rigtigt?
- Jeg synes ikke, det kan være rigtigt. Men der kan være langt fra Christiansborgs tykke mure ud til virkeligheden. Men det er desværre nok virkeligheden, og den er sommetider hård ved os ude på landet, siger han.
Maner til besindighed
Anderledes fortrøstningsfulde er borgmestrene i Brønderslev og Hjørring Kommuner.
- Som jeg læser aftalen, så har vi en garanti for, at der også bliver leveret post de steder, hvor der er langt mellem husene. Og vigtigst af alt er, at det skal være til den samme pris som i København, siger Mikael Klitgaard (V), borgmester i Brønderslev Kommune.
- Jeg er egentlig glad for, at man tager magten fra PostNord og gør postomdelingen fri. Hvis det kan frigive nogle penge til velfærd til borgerne, så skal vi da klappe i hænderne, siger han.
Borgmesteren i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V), har også forståelse for aftalen. Det til trods for der er 1200 meter fra hans egen bopæl og hen til en asfalteret landevej.
- Det giver god mening, at der bliver nogle centraler, hvor man kan hente sin post.
- Jeg kan godt forstå, nogle synes, det er træls, men det har jo en pris at levere posten ud til yderområderne, men jeg har tillid til, at man nok skal kunne modtage sin post.
Det er Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige, der står bag aftalen.