Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

25 år med Zita: - Der er altid nye historier at fortælle

Foto: TV2 Nord

I 25 år har Zita Hvid været på skærmen på TV2 Nord. Først som nyhedsvært fra 1997 til 2010 og derefter som propgramvært - blandt andet i det populære "Vizitten".

Det kræver tillid og troværdighed, hvis man skal have nordjyder til at fortælle deres historier. Begge dele besidder Zita Hvid, og den 1. april kan hun fejre 25 års jubilæum på TV2 Nord.

Det er ikke så lidt, der kan nåes på et kvart århundrede.

Zita Hvid har præsenteret nyheder, vist nordjydernes boliger frem og lavet en lang række portrætinterviews de seneste 25 år, hvor hun har været en af TV2 Nords mest profilerede journalister.

- Jeg er stadig, efter så mange år, meget glad for mit job, og jeg er taknemmelig og føler mig priviligeret over alle de muligheder og oplevelser, det har givet mig gennem årene, siger Zita Hvid.

Hun er altid åben og imødekommende, og så er hun god til at tale med alle slags mennesker

Daniel Mikkelsen, fotograf

Chefredaktør på TV2 Nord Ingrid Buch er ikke i tvivl om, at Zita Hvid har betydet meget for TV2 Nords popularitet de seneste 25 år: 

- Zita står klart i manges bevidsthed, fordi hun har været en populær nyhedsvært i en tid, hvor mange så flow-tv, og fordi hun har lavet programmer, som folk husker, siger Ingrid Buch.

Fortællinger om nordjydernes livsstil

”Velkommen til Vizitten”. Mange nordjyder kan formentlig se Zita Hvids hoved stikke frem fra hoveddøren, når den sætning bliver sagt.

I flere år har hun besøgt nordjyder med storslåede, særprægede, elegante eller finurlige hjem. I alt er det blevet til 175 afsnit af det populære livsstilsmagasin.

- Vizitten var mit hjertebarn, og det er også det, som seerne stadig husker og nævner. Jeg bliver stadig spurgt, om "Vizitten" kan komme forbi, siger Zita Hvid. 

Zita Hvid har besøgt 175 nordjyske hjem i det populære boligprogram "Vizitten".

I 2017 lavede Zita programmerne "Dirchs Datter" med Josefine Passer. Et program, der blev så populært, at TV2 valgte at købe det og sende det på deres kanal - men Josefine Passer havde ét krav til TV2.

Det skulle stadig være Zita, der var tilrettelægger på programmet.

OM ZITA HVID:

  • Zita er gift med Per Christiansen, tidligere nyheds- og vejrvært på TV2.
  • Hun har en datter og to bonusdøtre. Sammen har Zita og Per syv børnebørn.
  • Hun er født og opvokset i Aalborg, hvor hun stadig bor med Per og hunden Phister.
  • Zita har læst engelsk på Aalborg Universitet.
  • I 13 år var hun nyhedsvært på TV2 Nord, og i 12 år har hun været vært og tilrettelægger på magasinprogrammer.
  • Zita er kendt for en lang række programmer. Blandt andet Vizitten, Go Ztil, Punkt for punkt, Parløb, Kvindeliv og Bedste bedste.

13 år som nyhedsvært

Zita Hvid blev ansat på TV2 Nord den 1. april 1997. Inden da arbejdede hun på Aalborg Universitet, men TV2 Nords direktør, Bent Bjørn, headhuntede hende til stillingen som nyhedsvært.

- Jeg husker tydeligt, hvor lykkelig jeg var for at få jobbet som nyhedsvært. Det var lige mig! Og jeg måtte knibe mig selv i armen over, hvor heldig jeg var at arbejde med tv, siger Zita Hvid.

Det var fredag 11. april 1997, at de nordjyske seere fik hende at se for første gang. Her havde hun sin debut som nyhedsvært i TV2 Nords aftenudsendelse.

Her ses et sammenklip af nogle af de første nyhedsudsendelser, hvor Zita Hvid var vært på TV2 Nord. Klippene er fra 1997.

Siden fulgte mange år som nyhedsvært med debatter og studieinterviews, inden hun i 2010 gav stafetten videre til Morten Pedholt og i stedet blev programvært. Et skifte, hun bestemt ikke har fortrudt:

- Det var blevet noget sjovere for mig at komme ud i marken og møde mennesker i deres virkelighed og fortælle historier om dem. Som vært og tv-tilrettelægger på magasinprogrammer handler det meget mere om følelser og personlige oplevelser og holdninger, og det elsker jeg. 

Én, man har tillid til

Når chefredaktør Ingrid Buch skal beskrive Zita Hvid, så er det ord som positiv, grundig og tillidsvækkende, der bliver brugt:

- Zita gør meget ud af at tale med folk og sikre sig, at de føler sig godt tilpas. Det er hun enormt god til, og det betyder også, at hun får åbnet nogle døre og får folk til at stille op, fordi de har tillid til hende, siger Ingrid Buch. 

Det samme fortæller Daniel Mikkelsen, der er fotograf på TV2 Nord. Han har arbejdet fast med Zita Hvid de seneste par år:

- Hun er altid åben og imødekommende, og så er hun god til at tale med alle slags mennesker, fortæller han.

Zita Hvid arbejder hjemmefra, og når hun skal speake sine indslag, så sker det i fotograf Daniel Mikkelsens bil. Det gør ikke så meget for Daniel, for han bliver for det meste tilbudt kaffe og croissanter hos Zita og Per efterfølgende.

Når Zita og Daniel er på opgave sammen, så bliver kameraet ikke tændt med det samme. I stedet bliver der brugt tid på at drikke kaffe eller spise frokost med de medvirkende, så de føler sig trygge, inden de skal filmes.

- Det gør for det meste, at folk er mindre nervøse, og tit giver snakken inden interviewet også noget ekstra til historien, siger fotograf Daniel Mikkelsen.

Arbejdet er en livsstil

Når Zita ikke arbejder, så prioriterer hun oplevelser med sin mand, børn og børnebørn. Derudover maler hun også farverige, store malerier, når der en sjælden gang er tid til det. For arbejdet fylder en del - ja, faktisk kalder Zita selv sit arbejde for en livsstil.

Lige nu arbejder hun på et program om et dansehold for kvinder samt et program om mænd, der udsættes for fysisk og psykisk vold. Derudover er der også et jubilæumsprogram planlagt om "Kunsten", der fylder 50 år.

I 2013 var Zita Hvid i England for at portrættere en af sine yndlingsforfattere, Fay Weldon. - Der var jeg for een gangs skyld virkelig starstruck, husker Zita Hvid, som også spiste middag med Fay Weldon, da hun senere kom til Ordkraft-festivalen i Aalborg.

Det er ikke hver dag, en tv-journalist kan fejre 25-års jubilæum. Men for Zita Hvid har jobbet som journalist på TV2 Nord udviklet sig flere gange, og derfor har hun aldrig nået at kede sig i det:

- I mit job dukker der hele tiden nye muligheder op. Nye mennesker at møde, nye historier at fortælle. Så at være ansat på TV2 Nord har for mig ikke bare været ét job, men flere jobs gennem årene.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.