Veninde og kæreste i vidneskranken: Mia elskede at danse
Foran Netto på Vesterbro, hvor Mia Skadhauge Stevn forsvandt, blev der hurtigt lagt blomster til ære for den dræbte. Inden længe var det et regulært blomsterhav.
På dag tre i retssagen indtog Mias bedste veninde og hendes kæreste vidneskranken.
Mia Skadhauge Stevn var åben og imødekommende. Hun var glad og smilende. Og så elskede hun at danse.
Og lørdag den 5. februar var ingen undtagelse.
Ved en 19-tiden mødte hun op hjemme ved en veninde, inden de skulle i byen. Det gjorde de klokken 23. Mia var glad denne aften.
Og det var en af de sjoveste byture, de to nogensinde havde været på, fortalte veninden synligt berørt i vidneskranken fredag.
- Hun var lige kommet hjem fra skiferie, og vi havde overstået eksaminer. Så vi skulle fejre, at eksaminerne nu var slut, og at andet semester var slut. Det var en af de sjoveste byture, som jeg har haft. Vi havde det vanvittigt sjovt.
Mia Skadhauge Stevn var, lige som så mange andre mennesker når de er i byen, åben overfor at snakke med andre mennesker.
Hun var nok det bedste. Hun var glad, smilende, sød og behagelig at være sammen
Kæreste til den afdøde
Men hun flirtede ikke.
- Hun ville aldrig gøre noget uden at fortælle det, aldrig gå nogen steder uden at give lyd fra sig eller lade være med at give lyd, når hun kom hjem, fortalte veninden fra vidneskranken.
- Hun var en af mine allerbedste veninder.
Jeg troede, Mia var gået over for at tage bussen
Veninden fra vidneskranken
Men selvom Mia Skadhauge Stevn elskede at danse, var hun ikke typen, der bare sådan dansede med fremmede.
- Ikke andre end når man står på et dansegulv, og der er 100 mennesker omkring en, sagde veninden.
Undervejs i hendes vidneudsagn er veninden nødt til at tørre sine øjne. Efter veninderne havde aftalt at tage hjem, blev de væk fra hinanden.
- Jeg troede, Mia var gået over for at tage bussen.
Derfor besluttede veninden at tage bussen hjem, som de havde planlagt.
- Jeg blev sur, fordi det var irriterende, at hun ikke havde sagt farvel, men jeg tænkte, at hun bare var gået over til bussen, som vi havde aftalt, siger veninden.
Kæreste bekræfter fortrolighed
Undervejs i hendes vidneudsagn spørger anklageren til, om Mia Skadhauge Stevn nogensinde havde fortalt veninden om utroskab.
Men det afviser veninden og forklarer, at det kunne hun ikke forestille sig, Mia kunne finde på med den måde, hun snakkede om sin kæreste på.
Og Mias kæreste bekræfter, at de to var fortrolige, og at de stolede på hinanden.
- Vi har altid stolet på hinanden. Og så har vi altid haft en aftale om, vi skulle skrive, når vi vågnede op efter at have været i byen.
- Hun var nok det bedste. Hun var glad, smilende, sød og behagelig at være sammen, sagde den synligt berørte kæreste fra vidneskranken.
Dystre detaljer
Der kom dog også skumle detaljer frem i Retten i Aalborg i dag.
Blandt andet at Mia Skadhauge Stevn, som de fleste andre, når de får for meget indenbords, havde blackouts.
Desuden bekræftede Mia Skadhauge Stevns veninde med gråd i stemmen overfor anklageren, at Mia engang var blevet udsat for et overgreb.
DERFOR FORTÆLLER TV2 NORD OM SAGEN
- Drabet på Mia Skadhauge Stevn var en så alvorlig sag, at det satte spor i hele Danmark, siger Anders Leonhard, redaktionschef på TV2 Nord.
- Som medie har vi pligt til at beskæftige os med alle slags sager, som har indflydelse på befolkning og samfund, også selvom de er brutale som denne sag.
- Derfor har vi valgt at gå ind og dække sagen tæt og i respekt for de pårørende.
Du kan følge retssagen mod den tiltalte 37-årige igen mandag klokken 9.00 på TV2nord.dk.