Retsreporter efter vidner i Mia-sagen: Derfor er det interessant, hvad hun lavede den skæbnesvangre nat
Foto: TV2 Nord
Dag tre ved Retten i Aalborg er fortsat i gang. Her var der nogle helt særlige vidner, som afgav forklaring.
Hvad skete der i de sidste timer af 22-årige Mia Skadhauges Stevns liv, før hun steg ind i den 37-årige tiltaltes bil klokken godt 6 om morgenen?
Det er noget af det, som vidnerne i sagen har kredset om denne fredag formiddag, hvor vi for første gang hørte fra andre end den 37-årige tiltalte selv.
Formiddagen igennem var der således beretninger i Retten fra fire unge mennesker, som har mødt Mia Skadhauge Stevn i Jomfru Ane Gade de sidste timer af hendes liv.
- Det er vigtigt og interessant for Anklagemyndigheden, fordi den 37-årige har fortalt hvilken tilstand Mia var i, forklarer TV2 Nords retsreporter, Jesper Christiansen, der har dækket hele Mia-sagen.
Se hans analyse fra fredag hér.
Det er særligt interessant for retten, fordi vidneberetningerne, som blandt andet kom fra indehaveren af Club Wolfe, den sidste natklub hun blev set på, inden hun forsvandt, giver et anderledes indtryk af den 22-årige sygeplejestuderende.
- Han (den tiltalte red.) har tegnet et billede af, at Mia ikke var specielt beruset, bare overislet og i godt humør.
Det samme var ikke tilfældet for de fire vidner, som ikke flugter med den 37-åriges forklaringer.
- Snarere tværtimod, fortæller Jesper Christiansen fra Retten i Aalborg.
De såkaldte karaktervidner skal ikke bidrage med viden, der kan give svar på de mange hv-spørgsmål som hvad, hvem, hvor og hvornår. De skal snarere bidrage til anklagerens forsøg på at besvare det store "hvorfor".
Og det er en praksis, der meget sjældent bliver brugt i Danmark, har TV 2s retskorrespondent Astrid Søndberg tidligere fortalt.
Karaktervidner er noget, man ofte ser i udlandet, særligt i amerikanske retssager, som man måske kender det fra film og serier.
Vi plejer ikke at bruge det i dansk retspleje, hvor et vidne normalt skal fortælle om noget, som relaterer sig direkte til sagen – i dette tilfælde, hvad der skete den morgen og nat, hvor Mia Skadhauge Stevns forsvandt.
Fredag formiddags sidste vidne var en hundefører, der fortalte om de fund, han og hans hund havde gjort ude i Hammer Bakker.
Du kan følge retssagen mod den tiltalte 37-årige lige nu på TV2nord.dk.