Politiker siger nej til nyt Europafolkemøde: - Jeg tror ikke på det
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Malene Ingwersen, Enhedslisten, har altid været imod at støtte folkemødet med kommunale midler.
Der er delte meninger om, hvorvidt det er en god ide at bruge flere kommunale kroner på et nyt Europafolkemøde i Mariager til næste år.
- Vi skal koncentrere os om kerneopgaven.
Sådan lyder det kort og kontant, da TV2 Nord fanger byrådspolitiker i Mariagerfjord Kommune Malene Ingwersen (Ø), for at spørge hende om, hvad hun synes om, at bestyrelsen bag Europafolkemødet vil indstille til byrådet, at de ønsker flere penge til et nyt folkemøde næste år.
- Vi er økonomisk så presset lige nu, fordi vi i mange år har haft enormt dårlige økonomiaftaler med regeringen, vi skal derfor fokusere på kerneopgaverne og ikke på at putte flere millioner ind i et folkemøde, siger Malene Ingwersen.
Hun har fra starten været imod, at Mariagerfjord Kommune blev økonomisk involveret i projektet. Først fik Europafolkemødet, dengang kaldet "Political Festival of Europe", bevilliget en trækningsret, et såkaldt lån til kommunen, på fire millioner kroner. Da det efter første år stod klart, at de ikke kunne betale tilbage, fik de eftergivet gælden og derudover udsigt til en ny trækningsret på 2,8 millioner.
I et referat fra det seneste økonomiudvalgsmøde stod det klart, at den trækningsret er brugt. Og da der ikke endnu er overblik over økonomien fra dette års Europafolkemøde, er det endnu uvist, om folkemødet kan betale kommunen tilbage. Derudover har bestyrelsen bag meldt ud i dag, at det er en forudsætning, at de får mere økonomisk tilskud fra Mariagerfjord Kommune til næste år.
- Skal det være levedygtigt på længere sigt, så kan det ikke lade sig gøre uden Mariagerfjord Kommune, og før kan vi heller ikke søge om tilskud om at komme på finansloven, siger Franz Cuculiza, der er formand for bestyrelsen i Europahus, der faciliterer Europafolkemødet.
Ønsker fast støtte
Ifølge bestyrelsen er succeskriterierne for dette års folkemøde opfyldt - og de spår, at der kom næsten 10.000 gæster.
- Intet arrangement i Mariagerfjord Kommune har nogensinde samlet så mange toppolitikere og erhvervsorganisationer på en gang, og ingen begivenhed har i nyere tid givet så massiv eksponering af Mariagerfjord Kommune og Mariager i de landsdækkende medier, siger Franz Cuculiza.
De indstiller derfor til byrådet, at de ønsker endnu et Europafolkemøde til næste år. Og at det er en forudsætning, at kommunen giver økonomisk tilskud.
- Økonomien kan jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt, men jeg ved, at vi ønsker en mere langsigtet plan, og en mere langsigtet økonomisk støtte fra kommunen, siger Franz Cuculiza.
Men folkemødet har allerede fået næsten syv millioner i støtte, er det så mange skattekroner værd?
- Hvis vi kigger på den brandværdi, det har fået, fordi toppolitikerne har været her, og fordi vi blev dækket af den nationale og regionale presse, så siger vores mediepartner, at den reklameværdi kommunen og Mariager har opnået, er estimeret til at være større end 15 millioner, så set i det perspektiv, er det en god forretning, siger Franz Cuculiza.
Erhvervslivet: Vi tror på det
Tilbage i 2022, da der skulle stemmes om, hvorvidt folkemødet skulle have eftergivet sin gæld på de fire millioner, var Malene Ingwersen den eneste, der stemte imod, mens to andre stemte blankt. Hun ved ikke, hvordan "kollegaerne" i byrådet vil stemme denne gang.
- Det er en skrue uden ende, og jeg tror ikke, det kan alt det, som andre føler det kan og at det kan sætte Mariagerfjord på landkortet, siger Malene Ingwersen.
Dog er det en anden snak der foregår blandt de erhvervsdrivende midt i Mariager, som alle fortæller til TV2 Nord, at de kunne mærke markant forskel på Europafolkemødet for to år siden og i dag.
- Der var et godt flow af mennesker og også en øget omsætning, siger Lars Knudsen, der er forpagter af Hotel Postgaarden. Han var blandt andet en af dem, der stillede sig kritisk over det første folkemøde, fordi hele byen blev spærret af, og fordi, det foregik på engelsk dengang.
- Folk følte ikke det vedkom dem, og de forstod ikke, hvad der foregik, siger han.
Hos Vinspecialisten på Egepladsen er de enige. De havde to dage fyldt med kunder i butikken.
- Det var meget positivt og en fantastisk oplevelse. Faktisk har det overgået vores forventninger, siger Allan Møller Christensen, der er ekspedient i Vinspecialisten.
Også tøjbutikken "Klæd dig" var godt besøgt af gæsterne fra Europafolkemødet.
- Vi har haft en øget omsætning, og så er det fedt, at der bliver sat fokus på Mariager, og at mange folk kan se, hvad Mariager kan. Vi har også fået mange gode kommentarer på vores butik, og folk der siger, at de vil komme igen, siger Anette Vildal, der er ejer af tøjbutikken "Klæd dig".
Ifølge forpagter af Hotel Postgaarden, så var de fire millioner kommunen brugte på første folkemøde spildt. Men han mener, at hvis det nye folkemøde fortsætter, og at der måske kommer mere fokus på musikken, så er mere tilskud fra kommunen ikke for dyrt.
- Det skal lige i gang, og så tror jeg på, at PR-værdien er godt for byen, siger han.
Borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen, som også er i bestyrelsen for Europafolkemødet, fortalte tidligere, at Europafolkemødet havde noget at bevise, hvis det skulle fortsætte med kommunal støtte til næste år. Han har dog ikke ønsket at udtale sig før han har orienteret byrådet om bestyrelsens indstilling på torsdag.