Mand blottede lem for 11-årig pige - vidner søges
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politiet vil være mere synligt tilstede i området den kommende tid.
En ukendt mand blottede onsdag omkring klokken 14:35 sit lem over for en 11-årige pige, der var på vej hjem fra skole.
Det oplyser Nordjyllands Politi, der i øjeblikket er i gang med at efterforske sagen.
Pigen, der går på Valsgård Skole, gik ad Skolekrogen og videre ad et stisystem mod syd mod tunnelen under Valsgaardvej/Hovedgaden.
- Og lige efter at hun havde passeret tunnelen, blev hun antastet af en mand, der talte til hende – og i den forbindelse blottede han sit lem. Pigen var snarrådig. Hun skyndte sig at løbe bort fra stedet – og der skete ikke yderligere, forklarer politikommissær Mikkel Brügmann om forløbet.
Søger vidner
Pigen kom ikke til skade eller led fysisk overlast, men hun og hendes forældre er ifølge politiet chokerede over hændelsen.
Mikkel Brügmann understreger, at politiet ser med stor alvor på sagen, og de efterspørger nu vidner, der kan lede dem nærmere blotteren.
Politikommissæren oplyser, at pigen har beskrevet gerningsmanden som dansktalende, lys i huden og i alderen omkring 25-40 år. Han var iført mørkt tøj.
- Vi vil også være mere synligt til stede i området i den kommende tid. Det er helt naturligt, når vi efterforsker en sag, så vil der være en række omstændigheder, der skal undersøges, og borgerne i byen vil kunne opleve mere politi end normalt, siger Mikkel Brügmann.
Dialog med skolen
Efter hændelsen har politiet været i dialog med skolen.
- Vi har løbende drøftelser med skolens ledelse, så vi kan afdække, hvad der er behov for fra dem og fra os, især i forhold til orienteringer af skolens elever og for deres forældre, siger politikommissæren, inden han understreger, at forældrene meget gerne må tale med deres børn, som har gået ruten før eller efter, for høre dem, om de har set noget.
Politiet kan kontaktes på 114, hvis man har oplysninger i sagen.