Kort Nyt

Sommerhus nedbrænder fuldstændig

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nordjyllands Politi blev natten til torsdag kaldt ud til et sommerhusområde nord for Hals. 03.43 fik de nemlig et opkald fra en beboer i området, som havde opdaget, at et sommerhus på Lille Strandgaard stod i brand.

Sommerhuset var ikke til at redde.

- Sommerhuset nedbrænder fuldstændig. Brandårsagen er ukendt, så brandstedet er ikke frigivet, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

Sommerhusejerne var ikke til stede på adressen, men er blevet kontaktet af politiet.

Efterfølgende har de været ude på stedet.

Ingen kom til skade i den voldsomme brand, hvor politiet rykkede ud med en patrulje og en indsatsleder.

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Kraftig sort røg får beredskab til at evakuere etageejendom

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Brønderslev, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er kraftig, sort røgudvikling fra en lejlighed, hvor meldingen lyder på, at der er ild i en emhætte.

Derfor er beredskabet i gang med at evakuere bygningen.

Beredskabet skriver på X, at man skal give plads til udrykningskøretøjerne.

Opdateres...

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.