Jan har været sneet inde siden nytår - kommunens sneplove har begravet hans indkørsel
Jan Noer er meget afhængig af sin bil, når han skal ud, da han har hjerteproblemer og ikke kan gå særlig meget uden åndenød.
- Jeg har ikke kunnet komme ud af mit hus siden nytårsaften, fordi jeg er dybt afhængig af min bil, når jeg skal handle og hente medicin, men der ligger mindst en halv meter sne i min indkørsel, som jeg ikke selv kan skovle væk, lyder det fra Jan Noer, der er 74 år gammel og folkepensionist.
Men det er faktisk ikke på grund af vejret, at Jan Noer fra Assens er sneet inde. I stedet er det den kommunale sneplov, som har begravet hans indkørsel med sne, og det er et stort problem.
- Jeg har hjerteproblemer, så det er helt umuligt for mig selv at skovle sneen væk. Jeg kan næsten intet overkomme, uden at jeg hiver efter vejret og må holde pause, forklarer Jan Noer.
Ifølge Jan Noer skyldes problemet, at sneploven har afleveret al sneen fra vejen i toppen af hans indkørsel, og det har betydet, at fygesne efterfølgende har fyldt nedkørslen til hans garage op. Han ville ønske, at sneploven havde kastet sneen af i den modsatte side af vejen.
Eget ansvar
Folkepensionisten fra Assens har forsøgt at kontakte Mariagerfjord Kommune, men har ikke kunnet få hjælp. Han har i stedet fået beskeden, at han selv må fjerne sneen eller få et firma til at gøre det, men det har han ikke råd til.
- Jeg har kun min folkepension og kan ikke forstå, hvordan det kan være mit ansvar, når det er kommunen, der har bunket sneen op foran mit hus. Jeg har aldrig bedt om hjælp før, så jeg synes, det er for ringe fra kommunens side, understreger Jan Noer.
Jan Noer kontaktede efterfølgende TV2 Nord for at få hjælp i sagen, og efter at vi har optaget billeder fra hans indkørsel, erkender den ansvarlige politiker, at der er et problem.
- Det er selvfølgelig ikke rimeligt , hvis vi har kastet sne ind på hans grund, så han ikke kan komme ud. Nu undersøger vi sagen og tager konkret ud til manden. Hvis vi har lagt noget sne på en privat grund, så fjerner vi det selvfølgelig igen, påpeger Henrik Sloth (V), der er formand for udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune.
Erkendte fejl og 'befriede' Jan
Mariagerfjord Kommune reagerede ogaå særdeles hurtigt. Allerede tirsdag formiddag var sneen nemlig ryddet, og den flinke traktorfører hjalp også med at bane vej til Jan Noers garage, så han igen kunne få sin bil ud.
Kommunen understreger dog, at sne der falder på private grunde er borgers eget ansvar at få ryddet væk - og det gælder også for Jan Noer i fremtiden.
- Jeg er glad for hjælpen og har allerede været i Brugsen efter mad og medicin. Jeg skal til en helt nødvendig behandling på sygehuset på torsdag, så det er dejligt, at jeg kan komme ud igen, afslutter Jan Noer.