Golfklub tager kampen op mod ensomhed: - Resultaterne er overvældende
De ni deltagere slutter altid dagen af med et slag golf. Da de i august startede, havde de fleste aldrig prøvet at spille golf før. Nu spiller flere af dem på hobbyplan.
Hobro Golfklub er gået ind i kampen mod ensomhed med programmet "Mod ensomhed og imod nye fællesskaber", der især skal skabe et fællesskab for Mariagerfjord Kommunes mere udsatte borgere.
- Igennem hele mit voksenliv har jeg følt, jeg har gået med et skjold og pakket mig ind og ikke rigtig kunne være mig selv og ikke kunnet finde ud af at lukke andre ind.
43-årige Michael Callesen har levet et anderledes liv end de fleste.
Han er tidligere kriminel og stofmisbruger, men har været clean i mange år. På grund af hans livsstil og tidligere måde at leve på, har han - indtil nu - holdt sig mest for sig selv.
- Jeg kan godt lide at være alene. Så skal jeg ikke forholde mig til andre mennesker, og hvad de mener om mig, og dét jeg har lavet, siger Michael Callesen, der er førtidspensionist og bor i Hobro.
Men noget har ændret sig for Michael Callesen. For siden august har han været en af i alt ni mennesker fra Mariagerfjord Kommune, der en gang om måneden mødes til en hel dag i Hobro Golfklub - men det er langt fra kun for at spille golf.
De mødes nemlig i et nyt fællesskab, der har til formål at nedbringe ensomhed. Programmet hedder "Mod ensomhed og imod nye fællesskaber".
- Jeg kunne bare mærke, at nu har jeg brug for at have folk omkring mig, siger han og forklarer, at han blev opmærksom på tilbuddet i støttecentret i Hobro, hvor han ofte kommer.
Venskaber er opstået
Michael Callesen så derfor sit snit til både at åbne mere op for sig selv, men også for at prøve at spille golf. Noget han ellers førhen kun havde set i fjernsynet.
Programmet har betydet, at hans alkoholmisbrug ikke blusser ligeså meget op som før.
- De første par gange jeg mødte op, var det sådan lidt specielt, men jeg kan godt lide sammenholdet, som det er blevet, hvor der ikke er noget egentligt mål, men hvor vi tager tingene, som de kommer, siger Michael Callesen, der har fået en masse nye venner og bekendte, siden han gik med i programmet.
En af dem er Nils Vishart.
I 2021 kom Nils Vishart ud for en alvorlig ulykke, da han blev kørt ned på cykel i Hobro. Han lå derefter flere uger i koma og vågnede op til et fuldstændig forandret liv. Førhen havde han en arbejdsuge på over 50 timer - i dag er han pensionist.
- Jeg havde evigt og altid travlt, og telefonen ringede 50-60 gange. Det gør den sgu aldrig mere. Så mit liv er fuldstændig forandret, siger Nils Vishart og forklarer, at hans kone fik ham med i programmet.
- Hun synes nok, jeg sad for meget derhjemme og så fjernsyn og kun snakkede lidt med mine børn.
Da han første dag deltog i programmet, var han ikke sikker på, det var noget for ham.
- Det var måske ikke helt mig, men efter et par gange, så blev det mig, og jeg har ikke misset et møde siden. Jeg trives herude, siger Nils Vishart.
Opstod under coronaen
Men hvordan hænger det sammen, at en golfklub har et ønske om at nedbringe ensomhed?
Ifølge eventkoordinator i Hobro Golfklub og initiativtager til programmet, Steen Claudi Andersen, spiller friviligheden i klubben sammen med programmet.
- Vi passer godt ind i sådan et projekt, og vi er en klub, der kigger meget på CSR (Corporate Social Responsibility red.) og frivillighed generelt set, siger Steen Claudi Andersen.
Det var under coronapandemien, at idéen opstod. Kulturministeriet og Joy Mogensen udloddede i den forbindelse nogle midler til projekter og foreninger, der ville gøre en forskel for de mange ensomme, som kom på grund af pandemien. Og så gik golfklubben i gang med at udforme projektet med firmaet Helhjertet, der står for de fleste aktiviteter og den psykologiske del af programmet.
Men da projektet stod færdigt, var pengene allerede blevet uddelt. Og det blev derfor lagt på hylden for en stund. Da flere forskellige sponsorer, som Mariagerfjord Kommune, DGI og Spar Nord Fonden meldte sig på banen, kunne programmet genopstå.
- Rammerne vi har her er god motion, frisk luft, højt til loftet. Vi har mange frivillige, der kommer, og det er lige præcis det med ensomheden, at man kommer ud istedet for at være derhjemme, så man kommer ud og laver noget i et fællesskab, som også er det, der driver det her program, siger Steen Claudi Andersen
.
Programmet indeholder oplæg, aktiviteter, mindfulness og selvfølgelig en masse golf. Og det er ifølge Steen Claudi Andersen blevet en stor succes.
- Det er så rørende at høre historierne om, hvordan de har udviklet sig, og er kommet videre i deres liv. Resultaterne her lidt over halvvejs er så overvældende, at andre kommuner og idrætsforeninger kunne tænke sig noget lignende, og det har også været meningen helt fra start, siger han.
Håber på endnu et år
Ifølge deltagerne har programmet gjort en stor forskel i deres liv. I weekenden skal mange af programmets deltagere til fest sammen, men de mødes også ofte udenfor programmet for at spille golf.
- Vi er alle sammen skide dårlige, men der er jo ikke sådan noget med, at du er dårligere end mig og så videre, vi hygger os sammen, siger Michael Callesen og bliver suppleret af Nils Vishart.
- Det er fantastske mennesker vi er sammen med, og ingen af os fejler det samme, og det der sker og siges indenfor væggene her, det bliver her.
Lige nu arbejder Hobro Golfklub på at få lov at køre programmet videre efter sommerferien med både det eksisterende hold og nye. Og det håber især Michael Callesen bliver en realitet.
- Det har hjulpet mig meget med at komme ud og bruge naturen og åbne op for andre mennesker, så jeg kan slå den barriere ned.