Frisør kom vaklende på gaden vædet i blod – tiltalte nægter sig skyldig i drab
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Retssagen mod en 41-årig mand er tirsdag begyndt ved retten i Aalborg.
Den 41-årige mand, der sidste sommer blev anholdt i Italien, nægter sig skyldig i at have dræbt en 37-årig mand i Hobro for halvandet år siden.
Det oplyste hans forsvarer tirsdag ved retten i Aalborg.
Den 41-årige mand er tiltalt for at have stukket den 37-årige mand flere gange med kniv 3. juni sidste år. Den 37-årige døde efterfølgende af sine kvæstelser.
I retten kom det frem, at den 37-årige nu afdøde mand sent om aftenen 3. juni kom vaklende ud på Randersvej i Hobro i en t-shirt og hættetrøje vædet i blod. På gaden faldt den nu afdøde om og forsvandt ind og ud af bevidsthed, mens han tydeligt var skadet ved højre bryst.
Da den 37-årige var ved bevidsthed, skulle han havde sagt nogle ord til et vidne, som anklager Mette Bendix forklarede, senere ville blive en del af retssagen mod den 41-årige mand.
DNA på kniv
Nordjyllands Politi fandt på Randersvej en kniv på omkring 12 centimeter, som de hurtigt sikrede, da der tydeligt var blod på kniven.
Kniven er siden blevet undersøgt for DNA, og der er påvist DNA som med størst mulig sandsynlighed stammer fra den afdøde 37-årige, mens der også er fundet DNA på kniven, som med størst mulig sandsynlighed stammer fra den tiltalte 41-årige mand.
Kniven er ligeledes blevet sammenlignet med de mærker, der fundet på den afdøde, hvor sporteknikere har fundet specifikke detaljer, der er i overensstemmelse med detaljer i stiksårene og kniven.
Syv stik og snit
I alt er der fundet syv stik og snit på den afdøde, mens særligt ét stik, som har ramt den afdødes højre lunge og hjerte, menes at være den tilgrundliggende dødsårsag.
Om den 41-årige har ført kniven, der er skyld i den 37-åriges død bliver først afgjort i midten af december, hvor der forventes at falde dom i sagen.