Dugfrisk milliardærliste – denne nordjyske familie er højdespringer
Fire nordjyder er med. Én er højdespringer, og én sniger sig lige akkurat med.
Nu er listen fra Økonomisk Ugebrev over de 100 rigeste i Danmark kommet ud. Og her er Nordjylland godt repræsenteret.
Fire nordjyske familier er på listen, der også rummer kendte navne som Kirk Kristiansen fra Lego, Holch Povlsen fra Bestseller og Clausen fra Danfoss. De er naturligvis alle i top tre.
Men en anelse længere nede på listen er den nordjyske entreprenørfamilie Enggaard, men også stålfamilien Møller-Hansen, Skagen-storfiskeren Henning Kjeldsen og familien Sørensen, der står bag pumpe-virksomheden Desmi.
Og lige netop Enggaard er én af dem, der har taget det allerstørste spring på milliardærlisten.
Enggaard-brødrene sikrer vækst
I 2022 lå familien Enggaard nemlig på en 61. plads. Men i år har de taget noget af et hop.
Faktisk er de hoppet helt op på en 39. plads.
Det skyldes, at familie-koncernen for tre år siden lavede et generationsskifte.
Her splittede 83-årige Jørgen Enggaard koncernen op, så hver af hans sønner, Asger og Jens, fik en del af virksomheden.
Og det må siges at være et vellykket generationsskifte.
For sidste år lød familiens formue på 3,1 milliarder. Men i år er den formue steget til 5 milliarder.
Hobrovirksomed sælger på det rigtige tidspunkt
Sidste forår valgte den nordjyske stål- og betonkoncern, DS Gruppen, der har hovedsæde i Hobro, at sælge deres familievirksomhed til en tysk koncern.
Salgsprisen var hemmelig, men den spås til at være i et 'anseeligt milliardbeløb'.
Familien har dermed sikret sig en formue på 3 milliarder.
Og det får dem ind på en 63. plads.
Turbulente år for storfiskeren
Skagen-storfiskeren Henning Kjeldsen holder sin økonomi nogenlunde intakt, selvom han har haft meget at se til de seneste par år.
Først blev han idømt en bøde på 54 millioner kroner for snyd med fiskekvoter.
I november sidste år blev han så frifundet.
Og i 2022 valgte han at sælge ud af sine fiskekvoter og fiskefartøjer.
Det har resulteret i, at hans formue er faldet fra 2,6 milliarder i 2022 til nu 2,5 milliarder kroner.
Men han er stadig blandt de 100 rigeste i Danmark. Han er at finde på plads nummer 77.
Pumpevirksomhed sniger sig med
På en sidsteplads, på plads nummer 100, er Henrik Sørensen og familie, der står bag pumpevirksomheden, Desmi, der har hovedsæde i Nørresundby.
I 2022 valgte Henrik Sørensen at frasælge sit livsværk i en milliardhandel.
Dog har han sikret, at familien stadig har 21 procent af aktiekapitalen.
Det er medvirkende til, at familien lige akkurat sniger sig med på listen over de 100 rigeste i Danmark.
Top 10 over de rigeste i Danmark
Familien Kirk Kristiansen, Lego og Kirkbi, 318,2 milliarder
Familien Holch Povlsen, Heartland (Bestseller), 83,3 milliarder
Familien Clausen, Danfoss, 73,7 milliarder
Familien Louis-Hansen, Coloplast, 56,7 milliarder
Familien efter Lars Kristinus Larsen, Jysk, 51,6 milliarder
Torben Østergård-Nielsen, Selfinvest ApS, 41,9 milliarder
Hanni Merete Toosbuy Kasprzak, Ecco Holding, 22,4 milliarder
Ane og familien efter Mærsk Mc-Kinney Møller, A. P. Møller - Mærsk, 18,6 milliarder
Tais Clausen, 3Shape Holding A/S, 17,2 milliarder
Niels Aage Kjær, Aage V. Kjærs Maskinfabrik, 16 milliarder