Debat om at samle rådhus i Mariagerfjord Kommune: - Det kommer ikke til at ske
Ovenpå kommunalvalget i efteråret stiller TV2 Nord i en række programmer skarpt på de nye kommunalbestyrelser i de 11 nordjyske kommuner. I denne uge ser programmet på Mariagerfjord Kommune.
Det Konservative Folkeparti i Mariagerfjord Kommune ser gerne, at kommunens forvaltninger bliver samlet på et stort rådhus i Hobro.
Men det kommer ikke til at ske, lyder det fra både borgmesteren og socialdemokraterne i Mariagerfjord Kommune i en debat på TV2 Nord.
Jeg ser Hobro som hovedby
Christian Johnson (K)
Den nye kommunalbestyrelse i Mariagerfjord Kommune skal i de kommende fire år blandt andet skal diskutere, hvordan de kommunale aktiviteter skal fordeles i fremtiden. Lige nu ligger kommunens forvaltninger spredt over hele kommunen.
- I Det Konservative Folkeparti ser vi gerne, at vi samler vores forvaltninger på et stort rådhus. Det er lidt mærkeligt at arbejde med det begreb om fire hovedbyer, siger Christian Johnson fra Det Konservative Folkeparti og uddyber:
- Jeg er tilflytter til Mariagerfjord Kommune, og jeg ser Hobro som hovedby. Dermed ikke være sagt, at vi ikke har andre fantastiske byer. Det har vi. Men Hobro er hovedby.
Vil ikke fjerne arbejdspladser
Mogens Jespersen fra Venstre, som har fået endnu fire år med ret til borgmesterkæden, må melde hus forbi i spørgsmålet, som splitter hans parti. Som det ser ud nu, er der fem rådhuse i de fire gamle hovedbyer Hobro, Arden, Hadsund og Mariager.
- Der er ingen tvivl om, at der kunne hentes noget økonomi og også noget fagligt i at være samlet, men vi vil så fjerne noget andet. Hvis vi fjerner de kommunale arbejdspladser i de fire byer, som får vi aldrig så mange arbejdspladser der igen, siger borgmester Mogens Jespersen og fortsætter:
- Der er langt fra flertal for at samle alle i et stort rådhus, så det kommer ikke til at ske. I hvert fald ikke i denne valgperiode, siger han.
Hvis vi skulle investere i et samlet rådhus for at dække alle forvaltningers arbejdspladser, så ville aldrig få den udgift hentet hjem igen
Leif Skaarup (S), rådmand
Økonomien spænder ben
Socialdemokratiet er enig i, at et stort samlet rådhus ikke har gang på jord lige nu og peger på, at økonomien i sig selv er en forhindring, når man skal finde anvendelse for gamle rådhuse og bygge et helt nyt. Men det giver alligevel god mening at se på at lægge ting sammen. I Hobro er rådhusaktiviteterne spredt på flere matrikler.
- Det giver god mening at kigge på strukturen i Hobro. Der er vi spredt på for mange ting, og der har vi mulighed for at gøre noget for at lave noget økonomi, der hænger sammen, Leif Skaarup, som er socialdemokratisk 1. viceborgmester og formand for udvalget for børn og familie.
- Men hvis vi skulle investere i et samlet rådhus for at dække alle forvaltningers arbejdspladser, så ville aldrig få den udgift hentet hjem igen.
Du kan se hele debatten første gang på TV2 Nord mandag den 21. februar klokken 19.45. Du kan også se den lige her.