En milliardudgift for kommunerne: Anders koster kommunen 6,3 millioner om året
Indsatsen omkring udviklingshæmmede Anders Rytter Munk koster hvert år kommunen 6,3 millioner kroner. Udgifterne på området generelt er eksploderede.
- Det er frygteligt for Anders, at han ikke får et liv ud af alle de ressourcer, der bliver brugt på ham. Det synes jeg, det er.
Sådan siger Kirsten Pinstrup Rytter, der er mor til udviklingshæmmede Anders Rytter Munk.
Han har tidligere reageret meget fysisk, når han blev utryg. Det har derfor resulteret i adskillige anmeldelser om vold mod de pædagoger, der skal passe ham.
Jeg kan ikke forhindre, at de drikker kaffe og går ud og ryger
Bente Djørup, Daglig leder, bostedet 'Hvem kan'
Og da han for knap tre år siden flyttede ind på bostedet 'Hvem kan' i Als, hvor han bor nu, blev han vurderet til at være så farlig for sig selv og hans pædagoger, at han døgnet rundt skal passes op af to personer.
- Hvis han nu flyver på dem, og den anden er nødt til at fjerne Anders, eller de ikke kan komme fri, så er man nødt til at være to. Jeg skal hele tiden vurdere sikkerheden, siger Bente Djørup, der er daglig leder af Anders' nuværende bosted 'Hvem kan' i Als.
Lejligheden, Anders bor i, og de to pædagoger i lejligheden ovenpå, koster hvert år Mariagerfjord Kommune 6,3 millioner kroner.
Derudover viser en aktindsigt, at kommunens embedsmænd har brugt tusindvis af timer på at behandle sagen.
- Det er mange penge, og det er også mange penge for en kommune og for mange kommuner. Det er jo det dilemma, man står i som kommune. På den ene side skal man tilgodese borgernes behov, og det man både lovmæssigt og pædagogisk har krav på. Og så er der også en pris at betale, som kan være dyr også for en kommune som os, siger Kit Borup, der er fagchef for sundhed og social i Mariagerfjord Kommune.
Udgifterne eksploderer
Den indsats, som børn og unge som Anders Rytter Munk har brug for, er en stigende udgift for de kommunale kasser, og den statslige kompensation dækker langt fra stigningerne.
I perioden 2018 til 2023 har kommunerne måttet hæve deres budgetter til det specialiserede område med 5,9 milliarder kroner. Samtidigt er de kun blevet tilført 1,6 milliarder til stigende udgifter, der ligger udover dem, som demografien - altså flere ældre og flere børn - skaber.
Dermed har kommunerne brugt 4,3 milliarder kroner mere, end man er blevet kompenseret. Det viser en ny Momentum-analyse.
- Det her er jo nok et eksempel på, at fordi man ikke kan rumme en borger, som er i det kommunale, så må man lave sådan et enkeltmandstilbud, som bliver en meget dyr løsning. Og det er heller ikke nødvendigvis den, jeg tror vil være den bedste løsning på sigt pædagogfagligt, siger Peter H.S. Kristensen, der er kredsformand for Socialpædagogerne i Nordjylland.
Er alene i 23 timer i døgnet
Anders' forældre mener ikke, at Anders Rytter Munk får glæde af de mange penge, som hans bosted koster.
De oplever, at han sidder langt det meste af tiden alene i sin lejlighed, mens de to pædagoger sidder i en lejlighed ovenpå.
- At man kan bruge den slags penge på min dreng, der så sidder alene 23 timer i døgnet, det ser for mig ud som et planlagt misbrug af offentlige midler, siger Anders' far, Poul Munk.
De to pædagoger står til rådighed for Anders Rytter Munk, hvis han har behov for dem. Men hvis han siger nej til noget, så presser de ikke på.
- Jeg kan ikke forhindre, at de drikker kaffe og går ud og ryger, men de er til rådighed. Så snart der kommer nogen til Anders, så skal de være ude på trappen. De skal reagere på det. Og han er god til at kalde op og sige 'hallo', og så skal de være der, siger Bente Djørup.
De mange penge er da heller ikke lig med, at alt kører som smurt. På trods af, at der bliver brugt så mange penge på Anders, er hverken kommunen eller forældrene tilfredse med resultatet.
Mejerfjord Kommune vil derfor snart flytte Anders til en anden institution i Viborg.
- Det er en usædvanlig sag, men vi er også nødt til at sige, at alle mennesker er jo forskellige. Så alle mennesker er jo selvfølgelig usædvanlige. Men ja, det er en usædvanlig sag, siger fagchef Kit Borup.
Du kan læse starten på vores dækning om Anders Rytter Munk i webdok'en herunder: