Han er udviklingshæmmet: Kan alligevel blive tiltalt i 25 voldssager
Siden Anders Rytter Munk flyttede hjemmefra for knap fire år siden, har han slået og været voldsom overfor de pædagoger, der skal passe på ham.
Anders Rytter Munk er udviklingshæmmet, og på trods af sine 26 år er han alderssvarende med en 4-årig.
Han bruger mestendels af sin tid på at se film eller klippe udklip ud af ugeblade, som han hænger op i hele sin lejlighed. Han kan også godt lide at bygge Lego.
Det er derfor svært at se, at Anders Rytter Munk skulle være en forhærdet voldsmand.
Men alligevel er anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi ved at undersøge, om han skal tiltales for en stribe tilfælde af vold.
I følge den nordjyske formand for Socialpædagogernes fagforening har hans medlemmer intet andet valg end at anmelde, hvis de bliver udsat for vold af de borgere, de skal passe på.
- Den vold, man møder på arbejdspladsen, gør jo noget grimt ved folk, akkurat ligesom hvis man møder det på gaden stort set, siger Peter H.S. Kristensen.
100 magtanvendelser og 25 anmeldelser
Anders Rytter Munk får sin første anmeldelse om vold, efter han som 22-årig flytter hjemmefra. Her flytter han ind på et bosted på Skivevej i Hobro, som Maragerfjord Kommune har erkendt, var en fejlplacering.
Det blev hurtigt til flere anmeldelser. Både på bostedet Sødisbakke, som han senere blev flyttet hen og på bostedet 'Hvem kan' i Als, hvor han bor nu.
En aktindsigt viser, at han er blevet udsat for flere end 100 magtanvendelser.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.
- Det passer overhovedet ikke på det billede, jeg har af min dreng. For Anders kan jo ikke tage ansvar for det. Det blev hans måde at reagere på, men det er slet ikke Anders' natur. Det er svært at forstå, at det er ham, der er anklaget i de her sager, siger Anders' mor, Kirsten Pinstrup Rytter og bliver suppleret af Anders' far:
- For mig at se, burde det være alle de andre, der var anklaget for vold og svigt, siger Poul Munk.
Omvendt har Anders Rytter Munk selv reageret voldsomt overfor adskillige andre pædagoger. Og flere af dem har sagt op i frustration.
Forstå Anders' forløb
Anders Rytter Munk har fra barnsben har været tilknyttet specialskoler og specialtilbud i sin ungdom. Vi giver her en kort overblik over hans liv, som er forløbet forud for TV2 Nords serie om ham.
2004 – 2015 Elev på Skibstedskolen, Læringscenter Himmerland. Her får Anders lov til at blive et ekstra år, fordi han trives godt i skolen
2015 – 2018 Elev på CKU Himmerland i Arden. En særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge f.eks. med udviklingshandicap.
2018 2021 Elev på Gaia i Randers. Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Anders gennemfører ikke forløbet på Gaia, der vurderer, at Anders har brug for et mere specialiseret tilbud.
09.04.21 Anders indlægges 1. gang på psykiatrisk sygehus.
23.04.21 Flytter ind på bostedet Skivevej i Hobro. Mariagerfjord Kommune opfordrer 1. gang forældre til at VISO – den nationale videns- specialrådgivningsorganisation bliver involveret i Anders sag.
27.07.21 Flyttes hjem til forældre i Hadsund. De mener, at han er så stærkt påvirket af medicin, at det påvirker hans helbred.
26.08.21 Indlægges igen på psykiatrisk sygehus. Er så udadreagerende, at politiet må tilkaldes for at bistå med indlæggelsen.
07.09.21 Anders udskrives fra psykiatrisk sygehus til Regionstilbuddet Sødisbakke i Mariager.
01.02.22 Flytter ind på botilbuddet hvem kan i Als, hvor han fortsat bor.
17.05.24 Familieretshuset godkender endeligt, at Anders kan tvangsflyttes til botilbuddet Mosetoften i Viborg. Det gennemføres sandsynligvis i september måned 201
En anden aktindsigt viser, at anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi i øjeblikket er ved at undersøge, om Anders Rytter Munk skal tiltales for op mod 25 tilfælde af vold.
- Selvfølgelig gør det noget ved folk, hvis man bliver udsat for sådan rent fysisk vold på ens egen person, siger Peter H.S. Kristensen.
Det er en voksen mand
Ifølge Anders' forældre er han alt andet end voldelig. De mener, han handler i nødværge, fordi han er utryg, eller fordi han ikke bliver forstået.
Og hvis man sammenligner Anders med en fireårig, virker det måske voldsomt, at han måske skal tiltales for 25 tilfælde af vold.
- Men han er jo ikke fire år. Det er en voksen mand. Og man kan sige, at der er vi jo underlagt akkurat samme lovgivning, som det øvrige samfund er. Og der er det jo den almindelige straffelov, som gælder. Vi kan ikke bare sige, at nu gælder den ikke for dig, siger Peter H.S. Kristensen.
Du kan følge historien om Anders Rytter Munk på TV2 Nord den næste tid og læse vores webdok om ham her: