24 timer i den gode sags tjeneste
Foto: Robert Bedseted
TV2 Nords hold består af ansatte og seere, der alle har meldt sig frivilligt. Her er det seeren Palle Jensen, der er igang på løbebåndet.
250 nordjyder samler i denne weekend ind til Julemærkehjemmet i Hobro.
De løber, de spinner og de svømmer på livet løs i Hjallerup Idrætscenter. 250 frivillige deltager i eventen "24 timer i Hjallerup", hvor de samler penge ind til Julemærkehjemmet i Hobro.
- Det foregår på den måde, at holdene har fået sponsorer til at donere enten et fast beløb eller et beløb pr. kilometer de tilbagelægger, forklarer arrangør Johnni Olesen, der flere gange tidligere har arrangeret indsamlinger til Julemærkehjemmet.
- Det er et rigtigt godt formål og hver eneste krone hjælper, forklarer han.
Det er et rigtigt godt formål og hver eneste krone hjælper.
Johnni Olesen, arrangør
Alle seks baner i svømmehallen er i brug og seks svømmehold kæmper om at tilbagelægge flest kilometer. Det samme sker i forhallen i idrætscenteret, hvor seks løbehold konkurrerer på at løbe længst på 24 timer.
Efter seks timer er det faktisk TV2 Nords løbehold, der fører den interne konkurrence med 75 tilbagelagte kilometer.
TV2 Nord har ligesom de andre hold fået sponsorer til at give "kilometerpenge" og holdet løber 65 kroner ind pr kilometer.
Men alligevel kippes der en ekstra gang med hatten for ultraløberen Anne-Marie, der på de første seks timer løb 61 kilometer. Alene vel at mærke.
Eventen kører fra lørdag klokken 11 til søndag klokken 11 og alle interesserede er velkomne til at komme forbi og heppe på deltagerne.