TV2 Nord søger løbere: Saml penge ind til julemærkehjemmet
Vær med til at gøre en forskel sammen med TV2 Nord. Arkivfoto fra da TV2 Nord deltog i DHL-stafet 2017.
Bliv en del af TV2 Nords løbehold og gør en forskel for børn, der har det svært.
De danske Julemærkehjem har det sværere end nogensinde.
Hjemmene, som hjælper børn der i dagligdagen slås med mobning, overvægt og sociale problemer, har en utroligt presset økonomi, da hovedparten af driften kommer fra salget af julemærker til konvolutter. Et salg der er faldet eksplosivt i takt med nordjydernes overgang til elektronisk post.
24 løbere i 24 timer
Derfor arrangerer svømmer Johnni Olesen årligt en 24-timers indsamlingsevent i Hjallerup Idrætscenter, hvor frivillige svømmer i 24 timer, mens der samles penge ind til det nordjyske Julemærkehjem i Hobro.
- De har desperat brug for penge til at hjælpe børn og her er der en enestående mulighed for at gøre en forskel", forklarer arrangøren, der flere gange tidligere har afleveret betydelige beløb til hjemmet efter indsamlinger i Nordjylland.
I år udvider arrangørerne indsamlingen med både spinning og løb og TV2 Nord har sagt ja til at stille med et løbehold, der kan holde et løbebånd i gang i 24 timer i træk.
Penge til julemærkehjem
Tanken er, at sponsorer og virksomheder kan give et beløb pr. kilometer, som holdet løber. Pengene går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro.
- Vi har brug for i alt 24 løbere, der kan løbe 2x30 minutter med en halv times pause. Løbere, der kan løbe deres to ture på et hvilket som helst tidspunkt mellem lørdag den 17. februar kl. 11 og søndag den 18. februar kl 11, forklarer tovholder på TV2 Nord-løbeholdet, journalist Robert Bedsted.
TV2 Nord stiller selv med de 10 løbere og håber, at der er seere, som kan hjælpe med at fylde pladserne ud.
DJ og lysshow
Løbeeventen kører i 24 timer og der er sørget for forfriskninger og god stemning undervejs.
Blandt andet er der DJ og lysshow hele natten lang både i svømmehallen og området, hvor løbebånd og spinningcykler står i Hjallerup Idrætscenter.
Sponsorer søges
Udover løbere søger TV2 Nord også virksomheder og sponsorer, der har lyst til at støtte det gode formål.
Sponsorerne skal give et beløb pr. kilometer, løbeholdet løber.
Holdet forventes at løbe omkring 240 kilometer, så hvis man giver en 10'er pr. kilometer, støtter man således med 2400 kroner (Beløbet er fradragsberettiget)
Sponsorerne bliver eksponeret i hallen, på eventens facebookside og i de facebookopdateringer, som løbeholdet laver fra eventen.
DET HER FÅR DU SOM LØBER:
En Craft løbetrøje med TV2 Nord logo
En goodiebag fra arrangørerne
Fuld forplejning
God samvittighed
Højt humør, masser af kammerater i hallen og mulighed for at gøre en forskel
En lille smule sved på panden.
DET HER FÅR DU SOM SPONSOR:
Mulighed for at hjælpe børn, der har det svært
Eksponering af virksomhed
Plus på det sociale regnskab
Fradrag for sponsorat
God samvitighed
Meld dig som løber på: loeb@tv2nord.dk
Oplys:
1. Navn
2. Telefonnummer
3. Forventet løbesdistance på 30 min
4. Tidspunkter på døgnet hvor du kan løbe
Meld dig som sponsor på loeb@tv2nord.dk
Oplys:
1. Navn/Firmanavn
2. Adresse
3. Telefonnummer & mail
4. Beløb I vil støtte med pr. kilometer (Forvent en løbedistance på 240 km)
5. Medsend firmalogo
Eventuelle spørgsmål rettes til tovholder Robert Bedsted på robe@tv2nord.dk