Millionmysteriet på Læsø: - Jeg mener, der er foregået en del ulovligheder
Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord
Der kan være tale om ulovlig erhvervsstøtte og inhabilitet, mener ekspert.
På Læsø bliver der hvisket om både inhabilitet, forkert brug af midler og ulovlig erhvervsstøtte, og nu har ukendte borgere sat halmballer op med teksten "???? 1 mill" lige overfor borgmesterens hus.
Teksten refererer til en helt bestemt million.
En million, som kommunalbestyrelsen i 2022 gav til den privat fond Læsø Fonden til energioptimering og til at sikre dens virksomheder mod de stigende energipriser. Men nu ser det ud til, at pengene er brugt på noget andet.
- Jeg mener, der er foregået en del ulovligheder, siger Karsten Skov Petersen (DF), der er viceborgmester på Læsø.
Læsø Fonden ejer Læsø Salt og ejede Læsø Kur, og det ser ud til, at Læsø Fonden valgte at give millionen til bankgaranti for Læsø Kur, der efterfølgende gik konkurs, og nu er åbnet med nye ejere.
- Det har jo aldrig nogensinde været hensigten, siger Karsten Skov Petersen.
- At man beder om nogle penge til et formål, men bruger dem til noget andet, det, synes jeg, ikke er ordentligt, siger Niels Odgaard (K), der er kommunalbestyrelsesmedlem på Læsø.
Kommunalbestyrelsesmedlemmet har derfor bedt om en redegørelse og en erklæring fra revisoren på, hvad pengene er brugt til.
Se indslaget her:
Vil kræve undersøgelse
Mandag aften er der kommunalbestyrelsesmøde på Læsø. Her er millionmysteriet for anden gang på dagsordenen, da redegørelsen for millionen på seneste møde var for mangelfuld.
Flere kommunalbestyrelsesmedlemmer kræver nemlig svar på, hvad der er sket med millionen, og om den er brugt på lovlig vis.
- Selvfølgelig skal det undersøges, siger Karsten Skov Petersen.
- Jeg beder om, at man redegør for, at man har brugt den million kroner efter den formålsanvendelse, som var beskrevet i dagsordnen, siger Niels Odgaard.
Ifølge borgmesteren er sagen klar.
- Der er ikke noget skjult i sagen overhovedet. Pengene er stillet til garanti over for en driftskredit i Læsø Kur, og der er de så også gået tabt, siger Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen (V).
Borgmesteren mener ikke, at der er noget problem med anvendelsen af kapitalindskuddet. Karsten Skov Petersen og Niels Odgaard mener derimod ikke, det er indenfor de rammer, pengene blev givet. Også flere andre kommunalbestyrelsesmedlemmer gjorde det klart på seneste møde, at de mente, pengene kun kunne bruges til energiformål.
Ifølge kommunalforsker og -ekspert ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, er der også god grund til, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne undrer sig.
- Hvis jeg sad som kommunalbestyrelsesmedlem, så ville jeg føle, at jeg var blevet ført bag lyset. Man får at vide, at det ikke er en blankocheck, og at det skal gå til energirenovering, men i realiteternes verden viser det sig jo, at det bliver en blankocheck, som overhovedet ikke bliver brugt til energirenovering, siger Roger Buch.
Han mener, at formålet er formuleret meget upræcist på både møder og i dagsordner og referater, og at der endda kan være tale om ulovlig erhvervsstøtte, da det ikke er kommunernes opgave, at gå ind og støtte det private erhvervsliv og dermed konkurrere med andre virksomheder. Fonden er dog oprettet af kommunen netop med formålet at støtte erhvervslivet, hvilket kan være en kattelem.
Hør Roger Buch her:
Inhabil beslutning?
Da milliontilskuddet blev besluttet i kommunalbestyrelsen, var der tre, der stemte imod, og seks, der stemte for.
Der har dog været tvivl om, om tre af dem, der stemte for, var inhabile. De sidder nemlig også i bestyrelsen for Læsø Fonden.
- Vi har som sagt tre medlemmer af kommunalbestyrelsen, der sidder i fonden, i bestyrelsen. Og der mener jeg jo, at man er inhabil, hvis man beder om at få penge til sig selv, sagde Karsten Skov Petersen på mødet i 2022.
Folmer Hjort Kristensen (S) rejste sig endda selv op på mødet og spurgte, om han var inhabil. Efter forskellige argumenter for og imod, gik man dog videre til afstemningen om millionen uden at stemme om habiliteten.
Når du ser på det i dag, var I så inhabile, jer der sidder begge steder?
- Det er svært at sige. Det er svært at sige. Altså det er jo kommunalbestyrelsen, der afgør det, ikke også?, siger Folmer Hjort Kristensen.
At Folmer Hjort Kristensen selv stillede spørgsmål til sin habilitet, roser Roger Buch. Han mener dog, det er et stort problem, at der ikke ligger en juridisk vurdering til grund for beslutningen om at lade alle stemme, men bare en snak mellem politikerne.
- Man kan godt sidde i en bestyrelse udnævnt af kommunen og være habil. Men i sådan en situation her, så er det umiddelbare bud, at man er inhabil. Der er en klar, stærk økonomisk interesse for den her fond i at få de her penge, siger Roger Buch.
Borgmesteren er selv en af dem, der har dobbeltroller, men mener ikke, at der er noget at komme efter i forhold til habilitetsspørgsmålet. Der kan dog også være et andet problem ved borgmesteren og de to andres indgående kendskab til fonden.
- Efter kort tid står man med en konkurs. Det er ret vigtigt, om borgmesteren har haft en mistanke eller en bekymring for det, for hvis det er tilfældet, er kommunalbestyrelsen da virkelig blevet ført bag lyset, siger Roger Buch.
Både habilitetsspørgsmålet og spørgsmålet om mulig ulovlig erhvervsstøtte kan behandles i Ankestyrelsen, hvis nogen vælger at gå videre med det efter aftenens møde.
- Hvis vi ikke får nogle fyldestgørende svar fra borgmesteren, så vil jeg prøve, om jeg kan samle flertal til, at der bliver lavet en uvildig advokatundersøgelse, siger Karsten Skov Petersen.