Nataliia bagte kager i Ukraine, nu hjælper hun nordjysk svineproduktion
Foto: Nicolai Nør Pedersen / TV2 Nord
Nataliia Kulyk er også taknemmelig for familien tæt på arbejdspladsen, der åbnede deres hjem for hende, da hun kom til Danmark.
Der er mangel på arbejdskraft i det danske landbrug, men de ukrainske flygtninge kan hjælpe.
Nataliia Kulyk fra Ukraine er glad for sit job i landbruget. Men branchen har brug for mange flere, hvis manglen på arbejdskraft skal stoppes.
- Jeg er glad for at arbejde her, og det hjælper på at glemme de problemer, der er i Ukraine, når jeg arbejder, siger Nataliia Kulyk.
Hun har fået arbejde på Holmegaard ved Sæby.
Da hun boede i Ukraine, bagte hun kager til restauranter, men nu er hun medhjælper i svineproduktionen på Holmegaard. Så arbejdet er noget helt andet, end hun er vant til.
- Det er mit første arbejde på en gård, og jeg er meget glad for det, fordi det er et godt liv, så jeg er glad, fortæller Nataliia Kulyk.
Også flere udfordringer
Torben Farum, der ejer svineproduktionen på Holmegaard, er klar over manglen på arbejdskraft i landbruget – dog kan det være svært at ansatte ukrainske flygtninge på grund af sprogbarrieren.
Men også geografien ved et job i landbruget skal overvejes.
- Mange af de flygtninge, der er kommet, er placeret i de større byer rundt omkring, og der er det altså en udfordring, at man skal tage bussen og måske gå eller cykle det sidste stykke for at komme på arbejde, siger Torben Farum, der udover at være svineproducent også er næstformand i LandboNord.
Se indslaget med Nataliia Kulyk her:
- De sætter en ære i at passe arbejdet
Torben Farum ansætter glædeligt ukrainere på sin gård, for han er meget imponeret over deres arbejdsindsats.
- De er altså nogle, der sætter en ære i at passe deres arbejde og yde en indsats, og det gælder også de flygtninge, der er kommet nu her. De vil faktisk allerhelst være med til at gøre noget gavn, så det er positivt, siger han.
Nataliia Kulyk ser da også frem til at fortsætte sit arbejde i svineproduktionen.
- Jeg har det fantastisk her, fordi jeg har vand, mad og arbejde, konstaterer hun og fortsætter:
- Jeg er glad, fordi jeg kan tage i supermarkedet, og jeg har nok penge til det. I Ukraine har jeg ingenting tilbage.