Nordjyde siger ja til kontroversiel tour
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
24-årige Frederik Kjettrup bliver den første dansker på den omstridte LIV Golf-tour.
Saudi-Arabien har henover de seneste år kastet rigtig mange penge efter sport. Det gælder eksempelvis fodbold, tennis og golf.
I 2021 så LIV Golf dagens lys, og den omstridte tour skabte store kontroverser i golf-verdenen. Flere store stjerner blev hurtigt en del af LIV Golf, og de mange millioner kroner som fulgte med.
Nu er den første dansker også at finde hos den saudiarabiske golftour. Nordjyske Frederik Kjettrup på 24 år bliver nemlig en del af LIV Golf for holdet Cleeks GC. Det skriver LIV Golf på sin hjemmeside.
Frederik Kjettrup begyndte at spille golf i Aabybro som 15-årig og blev tidligere i 2024 professionel efter en periode som collegespiller i USA.
Men allerede i 2023 gjorde han sig bemærket i det nordjyske, da han leverede gode takter til Made in Himmerland.
Tidligere i 2024 vandt han over 250.000 kroner, da han fik førstepladsen i The Beachlands Victoria Open i sin debut.