TV2 Nord afslører: Ballade i Aabybro om milliondyrt vartegn
Vejdirektoratet kommer med udmelding efter massakre på kunstværk.
Den markante rundkørsel ved Aabybro, der rummer kunstværket Nordstjernen har i flere måneder lignet en byggeplads.
TV2 Nord kan afsløre, at Vejdirektoratet har givet tilladelse til, at store dele af kunstværket er blevet fjernet for at give plads til transport af store vindmølle-elementer.
Det er bare sket uden at hverken kunsteren eller Jammerbugt Kommune er blevet orienteret.
Det har fået flere borgere til at klage til kommunen - og TV2 Nord.
Grædefærdig
Tidligere kulturchef i Jammerbugt Kommune, Niels Eske Nyhus har været fortvivlet siden sidst i maj, hvor rundkørslen i Aabybro har været gravet op af entreprenørmaskiner i begge sider:
- Da jeg så det første gang tænkte jeg: "Det er løgn!" Man har massakreret et kunstværk, som er på top ti over danske land art-værker. Jeg er nærmest grædefærdig, siger Niels Eske Nyhus.
Rundkørslen og et tilstødende areal har siden 2004 rummet værket Nordstjernen, der er en markant landskabsskulptur. Det er kunstneren Kurt Tegtmeier fra Thy, der har skabt det.
- Jeg er nok bare ked af det og står med en følelse af afmagt. Jeg synes de træder på folks følelser, når de bare uden videre fjerne en del af et kunstværk, siger Kurt Tegtmeier.
Rundkørslen og en del af kunstværket blev planeret i slutningen af maj måned, fordi flere store vindmølletransporter ellers ikke kunne komme forbi.
Et vartegn
Ifølge de første meldinger skulle rundkørslen have været retableret efter godt en måned, men nu er der gået tre. Vejdirektoratet gav tilladelse til at fjerne kunstværket - uden at orientere kommunen:
- Det skuffer mig lidt, at man ikke lige har ringet og sagt, at vi skal have flyttet nogle vindmøller og det gør at vi er nødt til at gøre noget her i rundkørslen. Man skal have respekt for de ildsjæle, der har sørget for, at vi har det kunstværk og vartegn for Aabybro, som vi har, siger borgmester Mogens Christen Gade (V).
Heller ikke kunstner Kurt Tegtmeier fik besked og det beklager Vejdirektoratet.
- Selvfølgelig burde vi havde ringet, men vi har cirka 10.000 sager hvert år, hvor folk søger om at bruge vores vejarealer til eksempelvis særtransporter af vindmøller. Vi kan ikke ringe til dem allesammen, men her burde vi have gjort det, siger Niels Agerholm, afdelingschef hos Vejdirektoratet i Aalborg.
Projektet Nordstjernen kostede i sin tid millioner af kroner og blev finansieret af Statens Kunstfond, Daværende Aabybro Kommune og flere private bidragydere med Spar Nord Fonden i spidsen.
- Det er simpelthen almenvellet der ejer skulpturen og derfor har man jo ødelagt noget for almenvellet. En del af den danske kulurarv er ødelagt nu og og jeg frygter, at det ikke kan blive retableret, som det var, siger Niels Eske Nyhus.
Hurtig aktion - efter TV2 Nord-kamera viste sig
TV2 Nord lavede optagelser til et tv-indslag om sagen mandag formiddag. Allerede samme eftermiddag begyndte entreprenørmaskiner at genskabe kunstværket. Borgmester Mogens Christen Gade tror ikke det var en tilfældighed.
- Det er jeg ikke så sikker på. Jeg tror de tog det alvorligt, da vi ringede til dem sidste gang. Jeg synes Vejdirektoratet skylder noget progressiv kommunikation, og jeg håber de har lært af denne sag, siger Mogens Christen Gade.
Det har Vejdirektoratet, der kalder sagen en smutter. Der er forskel på en rundkørsel – og så en rundkørsel med et kunstværk til millioner af kroner.
- Det vil vi tilstræbe at gøre bedre en anden – og så lover vi at informere bedre en anden gang, siger Niels Agerholm fra Vejdirektoratet.
Retableringen af kunstværket Nordstjernen er som nævnt i fuld gang.
Ifølge Vejdirektoratet giver entreprenøren to års garanti på, at kunstværket kommer til at ligne sig selv igen. Der er blandt andet været landmålere involveret, så alle former skulle kunne blive genskabt præcist.