Ny film med vendelboer vil gøre op med fordomme: - Vi kan lære verden noget smukt, selvom vi ikke selv tror det
Foto: Pia Koldsø / TV2 Nord
Som vendelbo har Anne Svejgård Lund et indgående kendskab til lokalområdet. Flere af de medvirkende i dokumentarfilmen kender hun også privat.
Den nordjyske filminstruktør Anne Svejgård Lund mener, vendelboerne og deres rolige tilgang til livet kan inspirere resten af verden. Nu har hun lavet en film kun med vendelboer - og den har allerede modtaget stor hæder.
Se Indblik med instruktør Anne Svejgård Lund mandag 20. marts klokken 19.45 på TV2 Nord Salto eller nederst i artiklen.
Humoren. Det skæve smil. Blikket. Og selvfølgelig den tøvende tale med den lumske dialekt, som langt fra alle andre danskere forstår.
Vendelboer er et folkefærd, som er sit helt eget. Her lever de langt fra hinanden, men tætte i sjælen.
Og netop den særlige ånd har instruktør Anne Svejgård Lund forsøgt at indfange og skildre i sin nye dokumentarfilm ”Os, der lever”.
Filmen følger en række lune og skæve personligheder i byer som Løkken, Nørre Lyngby, Hune, Lønstrup, Tranum, Kaas og Birkelse.
- Vi er præcis ligesom alle andre mennesker. Vi mister folk, elsker folk og har de samme glæder som alle andre, men den ser anderledes ud og lyder anderledes. For vi har en anden ro over os – nogle beskriver det som langsommelighed, fortæller Anne Svejgård Lund under samtalen med vært Pia Beltoft i Indblik på TV2 Nord.
Dokumentarfilmen "Os, der lever" bliver vist på en af verdens største festivaler for dokumentarfilm CPH:DOX, der afholdes 15.-26. marts.
Derudover vises filmen også i en række udvalgte nordjyske biografer.
I konkurrence med Murer-Keld
I ”Os, der lever”, møder vi kvinderne, der planter marehalm i klitterne, minkavleren, der står tilbage i de tomme stalde, cirkusprinsessen med sine heste, og drengene, der kører ræs på stranden.
Og så møder vi en række kniplende kvinder, der er noget kun betaget af den stærke Murer-Keld med de brune øjne. En murer, deres mænd beder om ”ikke at flytte flere fyre, for det vil være unfair over for os andre”.
- Jeg er meget inspireret af deres værdier, syn på livet og måde at være i livet på, og det er ikke særligt skildret i forvejen. Jeg synes, de indeholder noget rigtigt smukt, som har noget at tilbyde en moderne verden, selvom vi fortæller os selv, at vi ikke har det, siger instruktøren om sin respekt for vendelboerne.
Mange af de vendelboer, der er med i filmen, kendte 34-årige Anne Svejgård Lund i forvejen fra sit lokalområde. Hun bosatte sig i Løkken for seks år siden – efter at have arbejdet som producer i London.
Han beskriver mange ting med humor og peger på politiske urimeligheder i verden, så for mig var han et symbol, vi kunne lege med i filmen
Anne Svejgård Lund, instruktør, Dune Productions - om Niels Hausgaard
Få ord er nok
Humoren er til stede alle steder i filmen, og det har også været en stor del af manuskriptet for Anne Svejgård Lund og den vendsysselske troubadour Niels Hausgaard, der har skrevet det i fællesskab.
- For mig er han et levende stykke kulturarv. Han beskriver mange ting med humor og peger på politiske urimeligheder i verden, så for mig var han et symbol, vi kunne lege med i filmen, siger hun.
Samarbejdet mellem de to har da også fungeret upåklageligt. Og så har det først og fremmest været fyldt med en humor, der brænder igennem i dokumentarfilmen.
- Vi behandler virkeligheden gennem humor. Det er en underfundig og skarp tilgang til livet. Det handler om, at man siger de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Der kan ligge enormt meget i en kort sætning. For eksempel siger en minkavler i filmen: ”Det var dumt” (om nedlukningen af minkerhvervet, red.)– og det er nok for folk. De ved godt, hvad han mener, siger instruktøren.
Vi er også interessante
Dokumentaren ”Os, der lever” er skrevet og filmet som en hyldest til Vendsyssel, som både Svejgård og Hausgaard kommer fra. Alligevel er det en film, også københavnere og fynboer vil få noget ud af at se.
- Den er udsolgt på Ærø og vises i Korsør, Køre, Hedehusene og nu også på filmfestivalen i København. Vi nævner aldrig Nordjylland i filmen, men beskriver hvordan det er at være menneske og at leve, og jeg tror, vi her i Nordjylland skal øve os i at tænke, at vi også er interessante for folk udefra.
Fordi naturen fylder så meget i vendelboernes hverdag og ifølge Anne Svejgård Lund er den smukkeste i Danmark, så er filmen spækket med spektakulære drone-optagelser af nordjysk natur i vild dressur.
- Vi beskriver det tit som ”en god udsigt”, men jeg tror, det er meget mere end dét. Vi er meget påvirket af årstider, lys, mørke og vind, der afgør, hvornår vi kan være i skoven. Det kan folk udefra ikke sætte en finger på, så dét prøver vi at ramme i filmen, siger Anne Svejgård Lund.
Se den i nordjyske biografer
Dokumentarfilmen ”Os, der lever” har netop haft premiere og vises lige nu i udvalgte nordjyske biografer og på en af verdens største festivaler for dokumentarfilm CPH:DOX.
Musikkens Hus har netop offentliggjort en ekstra-koncert 27. maj, hvor Aalborg Symfoniorkester spiller musikken live, mens filmen vises.