Bryllupsrejsen er forbi: AaB-profil erkender hjemve - og formdyk
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Hvem kunne ikke bruge en hurtig tur til New York? For AaB-amerikaner blev det mere end bare shopping.
”Hvis du får en dags ekstra fri, vil du så hjem til New York?” spurgte AaB-træner Menno van Dam pludselig.
”Hell yeah!”
Og så kørte den 22-årige amerikaner direkte i lufthavnen, fløj over Atlanten samme dag og fik lige godt fire dage i The Big Apple.
Det var tiltrængt, erkender Andres Jasson (udtales ’Jason’, red.).
- The honeymoon ends, som han formulerer det.
Frustrating and overwhelming
For den tidligere New York City FC-spiller lignede fra sæsonens spæde fase en profil. Nu kæmper han med at være blandt de foretrukne på AaBs midtbane. Han indrømmer ærligt, at han ikke har ramt det, han mener, han kan i de seneste kampe:
- Du ved, hvordan det er, når du føler, du gerne vil – nogle gange går det godt, andre gange ikke. Det kan være frustrerende, forklarer han og uddyber:
- At bo alene i et nyt land, hvor du ikke taler sproget, så tror jeg alt bare begyndte at føles lidt overvældende. Jeg følte mit niveau faldt, og så blev jeg lidt frustreret på mig selv.
Amerikaneren har spillet i 15 kampe og scorede i den hyperunderholdende kamp mod Viborg, hvor AaB vandt 3-2.
Det er også blevet til et par assist og en enkelt karantænedag, og det var den, der gav mulighed for at new yorkeren, der er født i The Greatest City in the World kunne komme hjem.
Blessing in disguise
Karantænen viste sig at være en blessing in disguise, for det åbnede for en tur hjem. Menno van Dam hylder at tale om ”family feeling”, og det var bemærket, at Jasson havde ramt en downperiode.
- Men det var virkelig rart at sortere, nulstille, se familie, og jeg kom tilbage virkelig sulten og klar til at spille igen og vise mit niveau, siger han.
Det må have været travle dage?
- Ja, det var travlt. Jeg så familie, venner. Jeg så mine gamle holdkammerater. Jeg så lidt af alt, men det var meget rart.
Home away from home
Den arbejdsomme midtbanedynamo fortæller, at han føler, han er landet et godt sted nu, hvor Aalborg – med 223.000 indbyggere – føles som et hjem. ”Næsten,” som han siger:
- Jeg er supertæt på fyrene på holdet, personalet, byen.
Alligevel blev en tur ”hjem” til New York – til sammenligning med godt 8,8 millioner indbyggere – et tiltrængt boost. Det, og så har han også søgt hjælp internt i klubben den seneste periode. Hos både trænere, mentaltrænere og holdkammerater.
- Lidt af alt tror jeg, siger han med et smil og tilføjer:
- Nogle gange er det er bare perspektiv, slutter Andres Jasson, der som halvt spanier er vant til turen over Atlanten siden tre-fire års alderen. Born in the USA og raised with jetlag.
AaB og Brøndby tørner sammen fredag aften klokken 19 på Brøndby Stadion. Følg kampen på sport.tv2.dk.