![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMTEvMTEwMjI1LW92ZXJzYS1ibG9kcHJvcC1taXRoMjIxOTEuanBn/110225-oversa-blodprop-mith22191.jpg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=f898717404bcae558f86acd8d329319a)
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMTEvMTEwMjI1LW92ZXJzYS1ibG9kcHJvcC1taXRoMjIxOTEuanBn/110225-oversa-blodprop-mith22191.jpg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=f898717404bcae558f86acd8d329319a)
Doris havde en blodprop i hjernen, men det overså vagtlægen
Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord
Ægteparret rejser nu spørgsmål om, hvorfor Doris ikke er blevet undersøgt nærmere ved vagtlægen.
- Hvorfor scanner de hende ikke? Så vil de jo kunne se en blodprop.
Sådan lyder det fra Kent Hald.
Han er gift med Doris Andersen, der blev sendt hjem fra vagtlægen i Thisted, selvom hun var meget dårlig. Senere viste det sig, at hun havde en blodprop i hjernen.
Jeg blev lidt ked af, at de ikke kunne tage noget mere hånd om mig om lørdagen, så var det ikke sikkert, at det var blevet så slemt
Doris Andersen
'kontakt egen læge'
Det hele begyndte lørdag d. 1 februar, hvor Doris Andersen mærkede ubehag i kroppen.
Både svimmelhed, hovedpine og talebesvær er nogle af de symptomer, hun kontakter vagtlægen i Thisted med.
Vagtlægen måler hendes blodtryk, men der foretages ikke yderligere undersøgelser, og Doris sendes hjem igen med beskeden om at kontakte egen læge om mandagen.
- Det har jeg det ikke godt med, men man er jo nødt til at tage hjem, siger hun.
Blev kørt til Aalborg
Søndag aften, lige inden Håndboldherrerne gik på banen til VM-finalen, slog Doris Andersens mand, Kent hald, dog alarm.
- Jeg kunne ikke gå, og jeg kunne ikke snakke eller noget. Der var jeg simpelthen helt svimmel, så han ringede 112, forklarer Doris Andersen.
Efter et opkald til 112 blev Doris Andersen kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor lægerne kunne konstatere, at hun havde en blodprop i hjernen.
- Jeg blev lidt ked af, at de ikke kunne tage noget mere hånd om mig om lørdagen, så var det ikke sikkert, at det var blevet så slemt, lyder det fra Doris Andersen.
Overføres til Skejby
Fordi det er weekend, skal Doris overføres til Skejby for at blive opereret. En operation, der dog ikke bliver til noget.
- De turde ikke at operere mig, da de var bange for, jeg ikke ville vågne op igen, forklarer hun.
Hun flyttes tilbage til Aalborg Universitetshospital og er indlagt i ni dage, før hun igen kan komme hjem.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjUvMDIvMTEvMTEwMjI1LW92ZXJzYS1ibG9kcHJvcC1taXRoMjIxOTIuanBn/110225-oversa-blodprop-mith22192.jpg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=0b7a0756f56b563ad7235932cc92f4ee)
Hvorfor undersøgte man ikke nærmere?
Ægteparret rejser nu spørgsmål om, hvorfor Doris ikke er blevet undersøgt nærmere i Thisted om lørdagen. De mener, at undersøgelsen hos vagtlægen blev for overfladisk.
- Det skal da være sådan, at når man kommer til vagtlægen, bliver man undersøgt ordentligt - der er for stor risiko ved andet, siger Kent Andersen.
Parret overvejer nu, om de skal indberette sagen til Patientklagenævnet.
- Hun kom til vagtlægen og burde være i trygge hænder - skulle man tro, siger Kent Andersen.
Nu venter et genoptræningsforløb for Doris Andersen, der på trods af omstændighederne har det okay.
- Jeg kan godt tale nu, men mine fingre sover, jeg kan ikke mærke mine fingre, når jeg rører ved noget, forklarer hun.
Vil ikke kommentere
Regionen Nordjylland fortæller, at Doris Andersen har fået den korrekte behandling under indlæggelsen, men henviser til, at det er Praktiserende Lægers Organisation (PLO), der har ansvaret for lægevagten i weekenden.
PLO har ikke nogle kommentarer til sagen.