Biogasanlæg er klar til at udvide: - Hellere i dag end i morgen
Foto: Christopher Høeg Lundberg / TV2 Nord
Vrå Biogasanlæg producerer 13 millioner kubikmeter biogas. Hvis anlægget får lov til at udvide, kan produktionen fordobles.
Biogasproduktionen i Danmark skal fremrykkes. Det står klart, efter regeringen tirsdag har præsenteret sit nye energiudspil.
I Vrå har de længe været klar til at opskalere produktionen af biogas. Lige nu producerer Vrå Biogasanlæg omkring 13 millioner kubikmeter bionaturgas, men i to år har der været mulighed for at bygge til, så produktionen kan fordobles.
Èn ting har dog spændt ben for planerne. Staten har endnu ikke godkendt udvidelsen af biogasanlægget.
Men nu håber direktør Allan Olsen, at der bliver sat fart på processen. Tirsdag formiddag præsenterede regeringen et nyt energiudspil, og her stod det klart, at produktionen af biogas skal fremrykkes.
- Vi er rigtig glade for den udmelding, der er kommet, hvor biogas specifikt bliver nævnt som en løsning fremadrettet. Nu trænger vi bare til at komme i gang, siger Allan Olsen, der er direktør for Grøn Gas, som ejer Vrå Biogasanlæg.
Tirsdagens pressemøde handlede om flere forskellige løsninger på fremtidens energiforbrug, og Allan Olsen noterede, at det ikke var særlig konkret, det, der blev sagt om biogas. Men han er glad for, at det generelt ser ud til, at der er en positiv stemning omkring gassen.
- Det, der er vigtigt for os nu er, at vi får adgang til at kunne søge de udbudspuljer, der skal til, for at vi kan producere mere gas. Hellere i dag end i morgen, siger han og tilføjer:
- Det må helst ikke blive en ny varmecheck, hvor der går lang tid, før vi kan få adgang til puljen.
Uafhængig af russisk gas
Det er Ruslands invasion af Ukraine, der har sat skub i energiplanerne. Som situationen er nu, er EU’s medlemslande afhængige af naturgas fra Rusland. 40 procent af unionens forbrug af naturgas er importeret fra Rusland.
Det skal være slut nu, og biogas er en af de løsninger, der er i spil. I dag udgør grøn gas en fjerdedel af gasforbruget i de danske husstande, men i 2030 skal det være 100 procent, lyder det i udspillet.
NYT UDSPIL FRA REGERINGEN
Et nyt politisk udspil med navnet ”Danmark kan mere 2” er tirsdag den 19. april blevet præsenteret af regeringen. Udspillet handler blandt andet om, hvordan Danmark bliver hjulpet fri af fossile brændsler – herunder russisk gas.
Der skal sættes fart på den grønne omstilling i Danmark og Europa ved hjælp af fem spor:
- Mere grøn varme. Naturgas skal udfases.
- Mere grøn gas. Mere gas til Europa
- Mere grøn strøm
- Grøn skattereform – omstilling af industrien
- Grønne danske løsninger skal omstille Europa
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
På biogasanlægget i Vrå vil de gerne i gang med at udvide hurtigst muligt, så der kan produceres endnu mere gas. Men anlægget er låst af, at de ikke må levere mere gas til det danske gas-net, end de gør i dag.
- Der ligger simpelthen et loft for, hvor meget gas, vi må producere og levere til gas-nettet, siger direktør Allan Olsen.
Derfor giver det ikke mening at udvide, hvis tilladelserne ikke følger med. Allan Olsen håber, at der hurtigst muligt bliver åbnet for en udbudspulje, hvor biogasanlægget kan lægge en ansøgning:
- Det er det, der er afgørende for, at vi kan komme i gang med at investere og udvide vores biogasanlæg og vores gasproduktion, slutter han.
Herunder kan du se interviewet med Allan Olsen, direktør i Grøn Gas: