Baby, butik og murbrokker: Nybagt mor i spidsen for kæmpe chokoladesatsning

Med en baby på armen forsøger Pernille Tophus Larsen at samle trådene, så hun til foråret kan slå dørene op til Danmarks måske største chokoladebutik.

Pernille Tophus Larsen har forrygende travlt.

- Nu er der flere, der har sagt: "Pas nu på, det ikke bliver for stort," men vi vil bare gerne vise, hvad vi kan, lyder det fra hende.

Indehaveren af Chokoladekurven i Thisted jonglerer både baby, butik og murbrokker.

- Jeg synes da, at det går meget godt, siger hun og griner.

I 90 år har der været chokoladebutik i lokalerne på Vestergade 22A, men nu er de traditionsrige kvadratmeter blevet for få og små. Forretningen skal flyttes til langt større og mere praktiske lokaler et stykke længere oppe ad gågaden.

- Nu har jeg jo heldigvis en kæreste, som står for hele ombygningen. Så klarer jeg at få afleveret børnene om morgenen. Når man laver sådan noget her sammen, så kan man tage det i sit eget tempo, og det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Men der er da travlt, erkender den energiske indehaver.

Hjemmelavet hele vejen rundt

Chokoladekurven markedsfører sig selv på at have Danmarks måske bedste flødeboller. Og med flytningen bliver den også måske Danmarks største chokoladebutik. 

De hjemmelavede flødeboller bliver i dag til i baglokalet til den nuværende, lille butik. En medarbejder sprøjter skummen på kiksen, mens en anden vender den i en gryde fyldt chokolade med en gaffel.

- Det er faktisk med en helt almindelig gaffel. Der er dog lige blevet hevet lidt i den, lyder det stolt fra Pernille Tophus Larsen. 

Og selvom flødebollerne bliver lavet med håndkraft, så er produktivitet i top.

- Altså, vi laver i gennemsnittet 1000 om dagen. Det er klart, at i højtiderne laver vi mange. Vi har en rekord, der hedder 15.000 på tre dage. Og det er altså lavet i hånden, fortæller hun. 

Skulle slet ikke have været flødebollemager

For syv år siden overtog hun forretningen. Hun stod i lære som butiksassistent, og selvom drømmene var et andet sted, endte hun med aldrig at komme væk. 

- Jeg havde ikke troet, jeg skulle stå og sælge flødeboller og chokolade. Jeg havde en drøm om at blive politibetjent.

Hun beskriver butikkens medarbejdere som en lille familie. Og så er hun ikke alene om det. 

- Vi brænder for det her, og at jeg har min familie, mine venner og medarbejdere, der brænder for det, gør, at jeg får energi. Så kan jeg slet ikke lade være, konstaterer hun. 

Pernille Tophus Larsen og resten af holdet skal også brænde for det, for lige nu er der murbrokker overalt i de ny lokaler, der forventes færdige til foråret. 

Når I det?

- Om det lige bliver den ene eller den anden dag, det må vi se på. Det skal være ordentligt, når vi åbner, og så skal jeg også prioritere min barsel, forklarer hun.

De nye lokaler skal rumme produktion, café og butik samt gøre det nemmere for kunderne at komme til og fra butikken. Og så skal hele projektet gerne bidrage til byen. 

- Det er ikke nogen hemmelighed, at der mange, der ser sort på gågadelivet. Det vil vi gerne være med til at lave om på. Det tror vi på, vi kan. Det skal være en attraktion at komme til os, fortæller hun stålfast.


Er du den heldige? Her er dagens vinder af to kilo juleslik (04.12.24)

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker TV2 Nord en vinder af to kilo juleslik fra AllSweets i Aalborg Storcenter.

Er du en vaskeægte slikmund?

Så skal du være med i TV2 Nord's julekonkurrence, hvor vi hver dag fra den 20. november til den 20. december trækker lod om to kilo slik fra 'Allsweets' i Aalborg Storcenter.

For at være med i konkurrencen skal du kigge forbi juleskoven på TV2 Nord i Aabybro, hænge julepynt på træerne og putte et brev i julemandens postkasse med dit navn og kontaktinformationer.

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker vi en vinder. Læs mere her.

Og vinderen af onsdagens udtrækning, kan du se i videoen herunder:


Det blev en lidt anderledes onsdag for Bit Vejle, end hun havde forestillet sig.

En check på 516.940 kroner.

Det var det, som stifter af Museum for Papirkunst Bit Vejle til stor overraskelse modtog onsdag.

Stifter af Sol og Strand Margit Andersen kom på uventet besøg, og hun havde en tidlig julegave med sig.

- Det kan nok være, det bliver jul i år. Det var en fantastisk stor overraskelse og glæde for os, siger Bit Vejle lige efter modtagelsen.

Går til anbragte børn og unge

Donationen kommer fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, som hvert år uddeler donationer til velgørende formål. I december uddeler fonden 2,5 millioner kroner, og i 2024 kommer fonden til at uddele 3,5 millioner kroner. Det er det højeste beløb i fondens historie.

- Jeg har det så godt i mit hjerte. Det gør godt i mit hjerte at kan gøre noget for andre og kan gøre en forskel, siger Margit Andersen.

Sol og Strand udlejer omkring 7000 ferieboliger og er en af landet største udlejningsbureauer. Det er en del af den indtjening, der går til fondens velgørende donationer.

VIDEO: Her kan du se hele indslaget:

Og pengene til Museum for Papirkunst skal gå til børn, der i forvejen har det svært.

- Det er til børn og unge, som slider med psykiske problemer, og som bor på institutioner, og som ikke har almindelig mulighed for at komme ud at opleve kultur.

- De får nu mulighed for at komme på museet, hvor vi virkelig kommer til at tage vare på dem og give dem en oplevelse, som bliver ud over det sædvanlige, siger Bit Vejle.

Fonden har givet donationer til i alt 17 organisationer i december.

Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld uddeler i december 2024 midler til følgende:

·         Danske Hospitalsklovne: 100.000 kroner

·         For Lige Vilkår: 134.325 kroner

·         Kirkens Korshær: 100.000 kroner

·         Bedre Psykiatri – Landsforeningen for Pårørende: 200.000 kroner

·         Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade: 150.000 kroner

·         Psykiatrifonden: 150.000 kroner

·         Den Almennyttige Fond For Psaligrafisk Kunst: 516.940 kroner

·         Joan Søstrene: 70.000 kroner

·         S/I Ønskeland: 150.000 kroner

·         Girltalk.dk: 200.000 kroner

·         ADHD-Foreningen: 105.000 kroner

·         Det Kærlige Måltid S/I: 150.000 kroner

·         Foreningen Human Rise: 99.300 kroner

·         Gestus Nord: 65.000 kroner

·         Landsforeningen Autisme Kreds MidtVest: 25.000 kroner

·         Foreningen Enestående Forældre: 150.000 kroner

·         Julefest for udsatte borgere og familier: 50.000 kroner


Lignede en ruin i årevis - nu bygges der endelig på omstridt grund

I mange år har en ruin af et halvt færdigt hus på den gamle kaserne-grund i Skagen været en torn i øje på skagboerne, og efter års tilløb og skrinlagte projekter er der nu gang i byggeriet.

Den 23.500 kvadratmeter store grund, som tidligere husede Skagen Kaserne, blev tilbage i 2006 købt af erhvervsmanden Bill Nielsen fra Aalborg for 24 millioner kroner. Han ville bygge 74 huse, 20 lejligheder og en svømmehal, men det blev aldrig til mere end begyndelsen på et af husene.

Det hus har i mange år stået som en ruin på den store grund, men med næsten 20 års forsinkelse er der nu gang byggeriet på grunden.

Tidligere på året solgte Bill Nielsen selskabet Tuxens Aps, som ejer grunden til den københavnske ejendomsinvestor Henrik Frisch, og der blev søgt om byggetilladelse til at bygge feriehuse fordelt over tre etaper.

Ifølge Frederikshavn Kommunes dokumenter i sagen, så bliver der opført syv blokke med i alt 23 sammenhængende ferieboliger på kaserne-grunden.

Det vækker glæde hos formanden for Plan- & Miljøudvalget Peter E. Nielsen fra Socialdemokratiet, at der nu sker noget på grunden.

- Det er dejligt, at der er kommet gang i byggeriet, siger han.

En øjebæ i Skagen forsvinder

I Skagen har kaserne-grunden i mange år været en torn i øjet. Utallige gange har de lokale klaget over det forladte byggeriet og den store grund med vildt voksende planter og buske.

Frederikshavn Kommune har flere gange udstedt påbud om, at Bill Nielsen og Tuxens Aps skulle rydde op på grunden og sørge for, at beplantningen ikke gik udover fortovet, og så sent som i februar i år har kommunen givet endnu et påbud om, at området skal holdes ordentligt.

Nu bliver den store grund forvandlet til et område med moderne ferieboliger, og dermed forsvinder et af de kuldsejlede byggeprojekter i Skagen.


På overfladen var alt godt, men Laura drømte om at dø

Foto: Michael Schmidt Thomsen

I en ny bog giver 19-årige Laura Swane Lund Krarup et indblik i sin egen kamp mod psykiske lidelser og selvmordstanker. Hun håber, at hendes historie kan hjælpe andre.

Laura Swane Lund Krarup fra Aalborg havde et altoverskyggende ønske, da hun fyldte 16 år. Hun ønskede at dø.

- Jeg ville dø. Jeg havde ikke mere livsmod tilbage, siger hun.

Allerede i de tidlige klasser i folkeskolen fik Laura Swane Lund Krarup følelsen af, at hun ikke passede ind. Senere er hun blevet diagnosticeret med flere forskellige psykiske diagnoser; ADHD, autisme, angst, spiseforstyrrelse og en bipolar lidelse.

-Jeg troede ikke, at Laura ville være i live i dag. Det var der, jeg var.

Anne Lund Krarup, mor til Laura.

Men den dengang lille pige var god til at skjule sine udfordringer og usikkerheder, og hverken forældre eller lærere lagde mærke til, hvad hun kæmpede med. Tværtimod var meldingerne fra skolen, at hun klarede sig godt. Og selvom hun havde ondt i maven og helst ville blive hjemme, passede hun sin skole, mens hun samtidig kun fik det værre og værre.

Da hun var 10 år, begyndte hun at skære i sig selv.  

- Det gav en god form for kontrol. Jeg kunne styre, at jeg havde det dårligt ved at lægge det i min selvskade, siger Laura Swane Lund Krarup, der først senere fandt ud af, at det ikke er normalt, at en 10-årig skærer i sig selv.   

- Jeg fortæller min bonusmor, at jeg har skadet mig selv, og så sætter mine forældre sig omkring mig, og de begynder at græde, og her går det op for mig, at det her er nok ikke normalt.

Bogudgivelse skal hjælpe andre som Laura

Det er kun få år siden, hun igen fik lyst til at leve. Selvom hun formentlig aldrig bliver helt rask, har hun lært at leve med sine sygdomme og brugt dét til at skrive en bog om sit forløb. Hun håber, at udgivelsen kan bruges som inspiration, råd og vejledning til andre i lignende situationer.

- Jeg vil gerne prøve at hjælpe andre ligesom mig eller familier, der har børn ligesom mig med at forstå diagnoserne og håndtere, hvordan det er at leve med dem, siger Laura Swane Lund Krarup.

Få hjælp her

Har du selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på 70 201 201.

Er det akut, skal du ringe 112.

Du kan også skrive med en rådgiver her.

Telefonen er åben fra klokken 11 til 5 om morgenen hele året rundt. Alle samtaler er anonyme.

Hvis du kender nogen, som har selvmordstanker, eller er bekymret for et menneske, så spørg ind til deres selvmordstanker. Man kan ikke gøre noget forkert ved at spørge et menneske, om vedkommende har det svært eller har selvmordstanker. Man kan være empatisk og imødekommende samt sikre, at vedkommende får hjælp.

Kilde: Livslinien

Bogen 'Livet på Prøveperiode' er dels en beskrivelse af Lauras eget forløb fra den 10-årige selvskadende pige, til de to selvmordsforsøg, der førte til længere indlæggelser på Børne- og Ungdomspsykiatrien, til de første spæde skridt mod den tilværelse, hun lever i dag. Diagnoserne slipper hun aldrig af med, men nu kan hun bedre kontrollere dem.

- Jeg vil gerne vise, at det er okay at være anderledes. Jeg vil gerne give en forståelse af, at det er okay at afvige fra normen. Jeg manglede nogen at spejle mig i, der kunne give mig følelsen af, at det er okay at være, som jeg er, siger hun.

Drømmer om at læse psykologi

Udover at være sprunget ud som forfatter er Laura Swane Lund Krarup i gang med at tage en HF. Til sommer flytter hun i egen lejlighed, og drømmen er, at hun på sigt skal læse psykologi på universitetet.

At hendes datter kun få år efter sine selvmordsforsøg og indlæggelser nu står med en bogudgivelse i hånden, drømme for fremtiden, og hvor det største ønske ikke længere er at dø, kommer i den grad bag på hendes mor.

- Jeg troede ikke, at Laura ville være i live i dag. Det var der, jeg var. Da hun havde været indlagt i to måneder og stadig gerne bare ville dø, der var det meget svært at bevare optimismen, fortæller hun.


Ann gav sin hund kunstigt åndedræt: Nu jubler hun over borgerforslag

Foto: (Privatfoto)

Ann Hvarregaard og hunden Olga slap med skrækken efter forgiftningen. Privatfoto

Et nyt borgerforslag vil forbyde nikotinposer, og en af underskriverne er Ann Hvarregaard.

Ann Hvarregaard fik sig en ubehagelig og uventet oplevelse, da hun for tre uger siden var på gåtur med sin hund Olga.

Olga slikkede på en nikotinpose, og det var tæt på at være fatalt. Kort tid efter fandt Ann Hvarregaard sin hund liggende livløs.

- Hun trak ikke vejret, og hendes tunge var helt hvid. Jeg gav hende kunstigt åndedræt, og så fik vi heldigvis liv hende, hvorefter vi skyndte os ud på dyrehospitalet, forklarede Ann Hvarregaard dengang til TV2 Nord.

Voldsomt indgreb

Hunden overlevede, og dagen efter gik Ann Hvarregaard ind for at underskrive det borgerforslag, der vil forbyde nikotinposer. Dermed er hun en af de 50.000 underskrivere, der gør, at forslaget nu skal debatteres i Folketingssalen.

- Jeg kan sagtens se, det er et voldsomt indgreb. Der er altid to sider af samme sag, men når det har så stor en konsekvens og udgør en fare hver dag, så burde det blive vedtaget, siger Ann Hvarregaard.

Foruden faren for hunde har Tandlægeforeningen, Dyrenes Beskyttelse, Giftlinjen og Kræftens bekæmpelse også advaret mod brugen af nikotinposer.

- Før uheldet havde jeg ikke skænket faren ved nikotinposer ret meget, men det kom jeg til. Det er et spørgsmål om tid, før det er et barn, der sluger det, og så er det noget helt andet, uddyber Hvarregaard.

Men der har jo ikke været nogen uheld, hvor børn har slugt nikotinposerne?

Nej, heldigvis. Ikke endnu, siger Ann Hvarregaard.

Olga er rask igen

Hun arbejder selv med børn og går tur med dem hver eneste dag. Nikotinposer ligger i massevis, når de går i Klarup-området.

- Det er helt vildt, siger dagplejemoren.

Olga blev afsluttet på dyrehospitalet tirsdag godt tre uger efter uheldet. Levertallene har været alt for høje i ugerne efter uheldet på grund af nikotinforgiftningen.

Men selvom Ann Hvarregaard har underskrevet borgerforslaget, så tvivler hun på, at forslaget bliver vedtaget blandt politikerne.

- Der er rigtig mange, der bakker op om det, men jeg tror ikke, det bliver vedtaget. Der er for mange, der er imod, siger hun, men glæder sig over, at der nu er fokus på problemet.

De seneste måneder har nikotinposer været heftigt debatteret i det nordjyske. Derfor har blandt andet Mariagerfjord Kommune vedtaget, at kommunens ansatte ikke må benytte nikotinposer i arbejdstiden. Det kan du læse mere om herunder: