17-årig tiltalt for massive kirke-tyverier
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkivfoto
To mænd er tidligere dømt i sagen. Nu skal en 17-årig møde i retten.
En dengang blot 16-årig dreng fra det sydøstlige hjørne af Nordjylland var muligvis en del af en organiseret tyvebande, som sidste år hærgede kirker i blandt andet Nordjylland med indbrud og tyverier.
Nordjyllands Politi vil i hvert fald rejse en række af anklager mod drengen, når han efter planen tager plads på anklagebænken i Retten i Hjørring torsdag.
Tyverierne fandt sted i august sidste år og ramte blandt andet i Løkken, Vittrup, Jelstrup og Sindal. Drengen er desuden tiltalt for at have deltaget i andre indbrud i blandt andet midtjyske Lemming og sønderjyske Bevtoft samt et sommerhus ved Hals.
I alle tilfælde blev udbyttet fortrinsvis designermøbler for tusindvis af kroner, blandt andet fra kendte danske designere som Wegner, Børge Mogensen og Arne Jacobsen. De tyverier og tyveriforsøg, som drengen er tiltalt for at have deltaget i, løber i alt op i værdier for et sted mellem 160.000 og 170.000 kroner.
Medgerningsmænd dømt
Der blev sat en stopper for tyveri-bølgen 18. august sidste år. Her spottede en vaks sommerhusgæst i området ved Furreby Kirke ved Løkken, at der foregik noget lusk ved kirken, idet flere personer barstole ind i en hvid varevogn.
Politiet blev tilkaldt, og en hundepatrulje fandt senere varevognen i Saltum. Den var fyldt med designerstole bagi, ligesom der på adressen blev fundet flere sjålne designerstole. I alt fem personer blev i den forbindelse anholdt.
To mænd på 19 og 34 år blev tilbage i februar måned dømt i sagen, og når den nu 17-årige unge mand skal møde i Retten i Hjørring, vil en 20-årig kvinde også være at finde på anklagebænken.
Hun er dog kun tiltalt for at have deltaget i et enkelt tyveri af Børge Mogensen-stole til en værdi af godt 10.000 kroner.