Kirker plaget af tyveri for tusindvis af kroner - nu er tre personer varetægtsfængslet
Nordjylland Politi har nu varetægtsfængslet tre personer i sag om indbrud i en række nordjyske kirker.
Efter en kvik borgerhenvendelse pågreb Nordjyllands Politi torsdag fem personer, som mistænkes for at stå bag indbrud i en række nordjyske kirker, hvor de blandt har stjålet designermøbler for tusindvis af kroner.
Nu er tre af de anholdte blevet varetægtsfængslet efter et lukket grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Det oplyser Nordjyllands Politi.
- Den seneste tid har vi oplevet en række indbrud i nordjyske kirker, hvor tyvene er gået efter alt fra designerstole til havetraktorer. Det har skabt både irritation og utryghed, så vi er glade for at kunne pågribe denne gruppe, som vi umiddelbart kan knytte til en række af forholdene, siger efterforskningsleder hos Nordjyllands Politi, Ulf Munch Sørensen.
Sigtet for tre indbrud
Lige nu er de tre personer sigtet for indbrud i tre kirker. Politiet er i gang med at efterforske sagen nærmere, og i den forbindelse skal de finde frem til, om personerne kan knyttes til nogle af de øvrige kirketyverier.
Det fortæller Ulf Munch Sørensen.
Det var en vaks sommerhusgæst i nærheden af Furreby Kirke nær Løkken, som førte gerningsmændene i armene på politiet.
Sommerhusgæsten observerede, at der foregik noget lusket ved kirken, idet flere personer var i færd med at slæbe stole ind i en hvid varevogn.
Varebil fuld af tyvekoster
Han ringede derfor straks til Nordjyllands Politi, som sendte flere patruljer ud til området.
En hundepatrulje fandt efterfølgende varebilen på en adresse i Saltum, hvor man kunne tælle et større antal designerstole i lastrummet. Endnu flere designerstole blev fundet i et kælderrum på adressen.
Fem personer blev i første omgang anholdt. Senere blev to af dem løsladt, mens de resterende tre fredag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Her blev de alle tre varetægtsfængslet.
KIRKETYVERI
Herunder kan du se, hvad der blandt andet er stjålet i nordjyske kirker:
Koldmose Kirke
8 grønne FDB stole samt oplader til et batteri
Tranum Kirke
12 Børge Mogensen stole samt en syvarmeet lysestage (lysestagen har politiet fundet)
Kollerup Kirke
41 Børge Mogensen stole, boremaskine, værktøj, buskrydder.
Farsø Kirke
24 Wegner CH20 stole samt en stol til præsten
To af kirketyvene er varetægtsfængslet i fire uger, mens den tredje har fået 14 dage bag lås og slå.
Efterforskningslederen glæder sig over, at politiet modtog hjælp i opklaringsarbejdet.
- Det er uvurderligt for vores arbejde, at borgerne er opmærksomme og retter henvendelse til os i tilfælde som dette, siger Ulf Munch Sørensen