16-årig dømt for flere voldtægter af pige
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Udover voldtægt er den 16-årige også dømt for vold, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno.
En ung mand er blevet dømt for at have voldtaget en pige, der var 11 eller 12 år på gerningstidspunktet.
En 16-årig ung mand er blevet dømt for i to omgange at have voldtaget og forsøgt at voldtage en pige sidste år.
Første episode fandt sted om natten i Hjørring den 21. august. Her var offeret under kraftig alkoholpåvirkning og var derfor ikke i stand til at give samtykke til samleje.
Den 8. september sidste år forsøgte den 16-årige at voldtage offeret igen - også i Hjørring.
Han er desuden blevet dømt for vold, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børneporno.
Forholdene fandt sted, da pigen var 11 eller 12 år gammel.
Ved begge voldtægtsepisoder skulle offeret have udtalt: "Nej, jeg vil altså ikke det her - jeg gider ikke."
Nægter sig skyldig i voldtægt
Den 16- åriges dom lyder på tre år og tre måneders ubetinget fængsel, oplyser anklager Sofie Stokholm.
Fordi han er under 18 år, har han fået en straf med såkaldt tillægsforanstaltning. Det betyder at han er henvist videre til Ungdomskriminalitetsnævnet. Det er et uafhængigt nævn, som arbejder med at forebygge ungdomskriminalitet af kriminalitetstruede børn.
Den 16-årige nægter sig skyldig i voldtægt.
- Han havde erkendt i det første voldtægtsforhold, at han havde haft samleje, men at det var med samtykke, siger anklageren.
Den 16-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil klage over dommen.