Martin Tøttrup Kelkelund stemte onsdag aften mod partilinjen i den såkaldte lydfilssag, og torsdag morgen smækker han med døren og forlader partiet.
Socialdemokraten har torsdag morgen meldt sig ud af partiet og meldt sig ind i SF, som dermed fordobler deres mandattal i byrådet i Frederikshavn.
Socialdemokraten fra Skagens exit fra borgmester-partiet i Frederikshavn Kommune er den foreløbige kulmination på tre ugers uro og intern uenig i den socialdemokratiske gruppe efter, at borgmester Birgit S. Hansen den 10. oktober meldte ud, at hun forlod borgmesterposten til fordel for et job hos KL.
Det skete blot få timer efter, at TV2 Nord havde afsløret, hvordan en kommunalmedarbejder på en hemmelig lydoptagelse forklarer, at medarbejderen blandt andet havde sorteret dokumenter bort fra aktindsigt, som udleveres til pressen og dermed offentligheden.
Netop den lydfil satte sindene i kog onsdag aften i byrådssalen, hvor politikerne i halvanden time diskuterede lydfilssagen og kommunaldirektørens rolle heftigt.
Her stemte Martin Tøttrup Kelkelund for Venstres forslag, imens Socialdemokratiet var imod.
- Folk ved hvor jeg står, men I drømmer ikke om, hvor mange gange jeg har fået at vide, at jeg snart skulle lære at gå i takt. Jeg er aldrig blevet mødt af politiske modargumenter, men useriøs snak og magtfuldkommenhed. Forud for den seneste sag i går aftes, er jeg blevet direkte truet af mine egne i et forsøg på at banke mig på plads, men det er slut nu, siger Martin Tøttrup Kelkelund.
På byrådsmødet onsdag aften tilkendegav Martin Tøttrup Kelkelund også, at han ikke var enig i den linje, som Socialdemokratiet har lagt for lydfilssagen. Han valgte derfor at stemme for Venstres forslag. Det samme gjorde SFs Christina Lykke Eriksen, som han nu kommer til at sidde i byrådsgruppe med.
- Jeg glæder mig til at komme i arbejdstøjet i SF, og jeg har igennem årene altid haft et rigtig godt samarbejde med Christina Lykke Eriksen. Der er så mange vigtige politiske udfordringer i kommunen, som kræver ordentlighed og seriøs tilgang. Man skal jo være tonedøv for ikke at se, at vi står i problemer til halsen. Borgerne fortjener nogle politikere, som kan finde ud af at samarbejde, siger Martin Tøttrup Kelkelund.
- Folk som har fulgt lokalpolitik kan jo se, at jeg i flere sager igennem årene ikke altid har været enig med Socialdemokratiet og har stemt anderledes” udtaler Martin Tøttrup Kelkelund.
Torsdag morgen udtaler Christina Lykke Eriksen sig også om den tidligere socialdemokrats partiskifte.
- Det er jeg glad for. Jeg synes, at Martin er en troværdig person og politiker, som tør stå ved det, han mener. Han arbejder seriøst med tingene. Jeg glæder mig helt vildt til samarbejdet. Han har ved flere lejligheder stemt med SF og imod sit parti, fortæller Christina Lykke Eriksen.