Tjekkisk målmand får nøglerolle hos 'det nye White Hawks'
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Tjekkiske Tadeas Galansky skal vogte målet for Frederikshavn White Hawks i de kommende to sæsoner og får en vigtig rolle i genopbygningen af holdet.
Frederikshavn White Hawks er i gang med at sammensætte truppen til den kommende sæson i Metal Ligaen. Og selvom klubben har meldt ud, at der fremover vil blive satset mere på lokale talenter, så bliver det en udenlandsk profil, der skal vogte målet.
Høgene har nemlig forlænget samarbejdet med den tjekkiske målmand Tadeas Galansky, som har været klubbens førstemålmand i tre af de seneste fire sæsoner - kun afbrudt af en afstikker til Odense Bulldogs i 2020/21-sæsonen.
- Vi er ved at bygge et nyt mandskab op til de kommende år, og der er en stærk keeper en vigtig bestanddel af vores hold. Det bliver et ungt hold, og derfor er en rutineret keeper utrolig vigtig at have mellem stængerne. Det får vi helt sikkert med Galansky, der er en af Metal Ligaens absolut bedste keepere, hvilket han har bevist igennem sine syv år i Danmark, siger sportschef Kasper Kristensen fra Frederikshavn White Hawks.
Bliver i Frederikshavn for altid
Tadeas Galansky kom til den danske liga i 2015. Han spillede først to sæsoner i Odense og herefter en enkelt sæson hos Aalborg Pirates, hvor han var med til at vinde det danske mesterskab i 2018.
Den 29-årige målmand har skrevet under på en to-årig kontraktforlængelse med White Hawks.
- Jeg er glad for at fortsætte som hvid høg i to sæsoner mere, og det er der flere grunde til. Min familie og jeg elsker at være i Frederikshavn, og har besluttet os for at slå os ned her i byen for altid. Derfor kan jeg heller ikke se mig selv spille for andre klubber end Frederikshavn White Hawks, som jeg gerne vil hjælpe med at vinde pokaler, siger Tadeas Galansky.
Får vigtig rolle
Klubben mener, at Tadeas Galansky kommer til at spille en vigtig rolle i opbygningen af 'det nye White Hawks'.
- Foruden sit spil på isen bringer ’Tad’ også rigtig meget til omklædningsrummet. Han er en kanon fyr, men også en meget respekteret leder, der gerne lærer fra sig, siger sportschef Kasper Kristensen.
Tadeas Galansky ser frem til at være med til at bygge et nyt hold op.
- Det er klart, efter den bitre sæson i fjor, at det giver mening at genopbygge holdet. Mange af spillerne har været her i mange år, og har brug for en forandring i deres karriere. Men jeg tror stadig på, at vi som klub og hold kan være konkurrencedygtige, og klubben gør lige nu et stort arbejde med at finde passende erstatninger, siger den tjekkiske målmand.