Da den sidste havbåd bygget på N.P. Thomsens bådebyggeri i Vorupør kom til salg, var de lokale ikke i tvivl. Hun skulle hjem, hvor hun kommer fra.
Hun var den sidste havbåd, der i 1967 trillede ned ad Vesterhavsgade fra N.P. Thomsens bådebyggeri Vorupør. Et af to bådebyggerier, der gjorde det lille fiskerleje på Vestkysten til et foregangssted for netop den type klinkbyggede både.
Men hun var ikke bare den sidste. Vikingen, som hun i dag hedder, var også den største.
Så det blev bemærket, da den spritnye båd blev sejlet fra Vorupør til Strandby på den nordjyske østkyst, hvor Else Frydkjær og hendes børn tog imod på havnen.
- Det var jo en helt særlig dag, for vi havde jo selv fået den bygget hos Peder, siger hun 55 år efter.
Det var nemlig Elses mand Kaj, der havde bestilt båden, og familien var flere gange i Vorupør for at følge med i det store arbejde. For sådan en båd, den bygger man ikke lige på en dag.
Principperne er de samme
I dag har elektriske apparater som eksempelvis en boremaskine og rundsav gjort tingene betydelig lettere. Det ved bådebygger Peter Madsbøll, der startede i lære på Thisted Skibsværft seks år efter, Vikingen blev bygget i Vorupør.
- Men princippet er stadig det samme. Det er som med en buksebag. Jo større bug eller svaj, der bliver i sådan en, jo mere plads er der til røven, siger han.
Så jo flere krumme pinde, man kan sætte sammen, jo fyldigere bliver båden. Og fyldig skal havbåden være, hvis den skal overleve Vesterhavets store bølger.
Vikingen har overlevet indtil nu. Men da foreningen Vorupør Havbåde sidste år skulle sejle deres nyindkøbte klenodie hjem fra Løkken, var det lige ved at gå helt galt.
De forsøgte til havs, men den gik ikke. I stedet kom båden op på hjul og blev kørt til Slettestrand, hvor bådebygger Peter Madsbøll holder til.
- De snakkede først om, at der skulle 20 meter planker i. Måske 25. Men nu er det i hvert fald 100 meter planker, der skal i, siger Peder Madsbøll og diagnosticerer havbådens aldrende træbeklædning:
- Det er jo ligesom, der har været mus i den. Det er ikke noget, der kan fås tæt mere. Vi er på niveau med to poser spagnum og noget gaffatape. Og det kan vi jo ikke, siger han.
Efter en vinter i Peter Madsbølls hænder og tre lag maling, kan den 55 år gamle havbåd dog atter sejle. I maj trak spillet i Slettestrand Vikingen ud på Vesterhavet.
- Det vil fryde mig hver eneste dag
På landingspladsen i Vorupør blev hun af hundredvis af folk med flag budt velkommen hjem til Vorupør. Blandt andet den 86-årige Else Frydkjær.
Hendes mand Kaj var ikke med. Han blev som 61-årig syg på havet og døde kort tid efter.
Men båden har levet videre på et maleri hjemme i hendes stue, indtil hun for nyligt var nødt til at flytte i noget mindre. Så det var ikke et problem for hende at genkende båden.
Havbåden har skiftet navn og nummer flere gange i de seneste 55 år. I maj fik Else Frykjær lov til at døbe båden endnu engang.
- Vikingen, sagde hun og smadrede en flaske champagne mod Peter Madsbølls nyhøvlede krumme planker.
- Det er skønt, at hun nu er kommet til tilbage, hvor hun hører til. Og det vil fryde mig hver eneste dag, at hun er kommet hjem, siger Else Frydkjær.
Vikingen ligger nu på landingspladsen i Vorupør. Båden tilhører Vorupør Havbåde, og det er planen, at den skal bruges til fisketure for foreningens medlemmer.
