Omstøder dom: Henning Kjeldsen frifundet i landsretten
Foto: Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Den nordjyske storfisker er frifundet i sagen om snyd med fiskekvoter.
Henning Kjeldsen og flere af de medtiltalte er mandag blevet frifundet i Landsretten i sagen om snyd med fiskekvoter. Det oplyser Vestre Landsret i en pressemeddelelse.
Henning Kjeldsen blev i december 2021 ved byretten i Holstebro idømt en bøde på 54 millioner kroner og et krav om konfiskation på 162,5 millioner kroner for gennem stråmænd at have skaffet sig adgang til langt flere fiskekvoter, end loven tillader.
Han ankede efterfølgende dommen til Landsretten, der nu har omstødt dommen til frifindelse, samtidig med at man har ophævet konfiskationen af de 162,5 millioner kroner.
Ikke tilstrækkeligt klart
Vestre Landsret har underkendt byrettens dom, da det, ifølge Landsretten, ikke fremgik tilstrækkeligt klart af reglerne, at overskridelser af kvotelofterne skulle være strafbare.
Der var samtidig mest, der talte for, at det ikke havde været meningen, at overskridelsen af kvotelofterne skulle være strafbare, men at de derimod skulle håndhæves ved påbud om afhændelse ifølge Landsretten.
Advokat Olaf Koktvedgaard fra Bruun & Hjejle har repræsenteret de tiltalte fiskere i sagen herunder Henning Kjeldsen.
Han oplyser til finans.dk, at Henning Kjeldsen ikke selv vil kommentere sagen, men han siger, at de frifundne er glade og tilfredse med dommen.
- Vi syntes, vi havde ret fra starten. Det har bare taget noget tid at få ret, siger han til Finans.dk
- Det vil være en meget forkert tilgang. Det er et fuldstændig grundlæggende princip i retsplejen, at man kun kan straffes, hvis det er klart og tydeligt i loven. Dér siger landsretten, at det var det ikke.
Stråmænd også frifundet
Udover Henning Kjeldsen er de to fiskere, som begge var dømt for at have fungeret som stråmænd ved Retten i Holstebro, ligeledes blevet frikendt.
De var idømt bøder på 500.000 kroner og 2,5 million kroner i byretten.
Samtidig slipper storfiskerens revisor Jørgen Riise og advokat Lars Espersen ligeledes for de millionbøder, som de var tilkendt.