Henning Kjeldsen-sagen starter i Landsretten
Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Kvotekonge ankede byretsdommen på stedet - nu skal den historiske sag prøves en tak højere i systemet.
Den 59-årige storfisker Henning Kjeldsen har de seneste uger markeret sig med rundhåndet millionstøtte til bydudvikling i Skagen.
Onsdag er den nordjyske fisker, der er født i Thyborøn, men de seneste mange år har huseret på havnen i Skagen, igen i vælten for sagen om de omstridte fiskekvoter.
Tidligere er han ved Byretten i Holstebro dømt en bøde for med stråmænd at have omgået reglerne for hvor mange kvoter, man må eje.
54 millioner kroner lød bøden på.
Men bøden for snyderiet er faktisk for lille.
Det mener sagens anklager, Louise Pedersen, senioanklager Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK).
- Vi har en påstand om skærpelse, fordi vi mener den straf og bøderne er for lave, siger hun til TV2 Nord, inden hun er nødt til at gå i retten.
Se tidligere indslag om sagen nederst.
Kravet fra de tre forsvarsadvokater er frifindelse.
- Det er selvfølgelig en stor og omfangsrig sag, hvilket også afspejles i hvor lang tid der blev brugt i byretten, siger Louise Pedersen.
Retssagen startede helt tilbage den 24. februar 2020 – domsafsigelsen ved Retten i Holstebro faldt 17. december sidste år.
Her blev otte ud af de ti tiltalte, som udover Kjeldsen selv også talte revisorer, hans hustru samt stedsøn, idømt bødestraf. Kun stedssønnen gik fri.
Ifølge DR Nyheder frasolgte han i foråret kvoter til en værdi af 2,4 milliarder kroner.
På Facebook gav fiskeren ifølge mediet udtryk for, at han følte sig udsat for en hetz.
- Jeg er blevet træt. Ikke træt som i træt, men træt af den politiske hetz, der har været på mig og mit rederi samt familie de sidste ja snart mange år, skrev Kjeldsen ifølge DR i et opslag i en lukket gruppe på Facebook.
Det hele afklares dog ikke ligefrem i morgen.
Der er således afsat 44 retsdage.