Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere års kamp for ro gav pote: Livemusik til sommer i nordjysk turistby i fare

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Afgørelsen har fået kommunen til at suspendere alle dispensationer til udendørs musik i Skagen.

Mogens Bandholm indrømmer gerne, at han er lidt af en brokrøv.

- Det er jeg blevet kaldt mange gange. Der er nærmest ingen grænser for, hvad jeg er blevet kaldt i aviser og på gaden, smiler pensionisten, der holder så meget af Skagen. 

Eller rettere så holder han meget af Skagen, som det så ud før i tiden. Dengang der var ro, rige udenlandske turister, der brugte penge på museerne, og man kunne sidde på terrassen uden konstant at høre en bashøjttaler dunke nede af gaden. 

- De seneste seks år har vi været en partyby. Restauratørerne har et motto der lyder: Den, der kan spille højest, sælger flest bajere, forklarer Mogens Bandholm. 

Derfor har han i årevis klaget til kommunen. Uden det store held. Kommunen er fortsat med til at uddele dispensationer til restauranter og festivaler, så de kan spille høj udendørs musik til langt ud på aftenen. 

Se hele indslaget herunder: 

Kommunen har ageret ulovligt 

Nu er der imidlertid nye toner på vej. Miljø- & Fødevareklagenævnet har nemlig afsagt en afgørelse i en næsten to år gammel klage, som Mogens Bandholm og en gruppe andre borgere har sendt ind. 

Nævnet slår fast, at Frederikshavn Kommune i 14 år ulovligt har sagsbehandlet ansøgninger om udendørs musik efter de forkerte regler. Kommunen har fulgt deres egen såkaldte "Restaurationsforskrift" fra 2010, men ansøgningerne skulle have været behandlet efter Miljøvurderingsloven. Afgørelsen har fået kommunen til at suspendere alle dispensationer til udendørs musik i Skagen, som var givet på baggrund af forskriften. 

Peter E. Nielsen, Fmd. Plan- & Miljøudvalget tør ikke love musik i Skagen til sommer Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

- Vi tager afgørelsen til efterretning, og vi retter naturligvis ind. Efter Miljøvurderingsloven skal tilladelserne miljøscreenes, så det vil vi straks gå i gang med, forklarer Peter E. Nielsen (S), der er formand for Plan- & Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune. 

Hos de lokale restauratører er man ærgerlige over forviklingerne i sagsbehandlingen. Ikke mindst fordi antallet af klager over høj musik fra restauranterne er mikroskopisk.

- I 2023 var der fire klager i alt. Udover Mogens Bandholm var der to andre der klagede, så man kan næppe sige, at det er et stort problem, forklarer Jakob Sund, der er indehaver af Jakobs Café & Bar. Han understreger, at han er enig i, at kommunen naturligvis skal overholde lovgivningen, men samtidig håber han, at den nye sagsbehandling er klar snarest mulig. 

- Det er helt afgørende for restauranterne i Skagen, at de klarer sig godt om sommeren. Ellers kan de ikke holde åbent om vinteren. Publikum efterspørger god musik, så det vil vi gerne levere til dem, og hvis vi skal booke de rigtige bands, skal vi snart i gang, forklarer han. 

Restauratør Jakob Sund, frygter for konsekvenserne, hvis ikke der kan spilles musik til sommer. Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Ved Frederikshavn kommune tør man ikke love, at der kan blive spillet musik i Skagen til sommer. Det hele handler om Miljøvurderingsloven. 

- Nu går vi i gang med at miljøscreene. Det vil jeg tro, man kan klare på et par måneder. Så skal sagen behandles politisk. Hvis det ender med, at der skal laves en egentlig VVM-redegørelse, er det en noget større sag. Så kan der godt gå et halvt år, så jeg tør ikke love noget, slutter Peter E. Nielsen. 


Foto: Privatfoto/Astrid Rasmussen

Der var ikke én, men to døde mus i det sommerhus, hvor Astrid Rasmussen og hendes familie tjekkede ind.

I et sommerhus ved Vestervig langt mod vest indkvarterede sygeplejersken Astrid Rasmussen og hendes familie sig onsdag klokken 16.

De besluttede at holde efterårsferie lidt væk fra de vante hverdagsrammer, så de havde lejet et sommerhus igennem udlejningsfirmaet Dancenter.

Det lugtede surt og råddent

Astrid Rasmussen, lejer af sommerhus

Astrid Rasmussen selv ankom til sommerhuset lidt før sin søster og mor.

Som man kender det, hvis man har lejet et sommerhus, så skal vand- og elmåleren aflæses, så snart man tjekker ind. Men i sommerhuset i Vestervig gemte sig andet end en vandmåler.

Lugtede råddent

Lige da Astrid Rasmussen åbnede et skab i køkkenet, mødte hun en ubehagelig stank.

- Det lugtede surt og råddent, og så ser jeg en mus, der er fanget i en fælde og en anden mus midt på gulvet. Jeg aner ikke, hvor længe de har ligget der, forklarer hun.

Astrid Rasmussen fandt musen i fælden på billedet, efter at hun allerede havde fundet den anden i skabet. Foto: Privatfoto/Astrid Rasmussen

Astrid Rasmussen flyttede skraldespanden ud af skabet og lukkede lågerne, så børnene, der legede omkring hende, ikke ville vænne sig til at åbne skabet, når de skulle smide affald ud.

Hun ventede på, at hendes mor og søster ankom, så de i flok kunne tage sig af det ildelugtende problem.

- Eller rettere så min mor kunne tage sig af det, siger hun og griner lidt.

Men Astrid Rasmussens mor var heller ikke særlig begejstret for oplevelsen.

- Det var virkelig ikke en opgave, min mor syntes var særlige rar, fortæller Astrid Rasmussen.

TV2 Nord har tidligere fortalt om kunders dårlige oplevelser med sommerhusudlejninger hos Dancenter:

Kun ret til musefælder

Da musene var fjernet, kom en tredje, levende mus løbende fra under sofaen.

Nu kunne det være nok.

De ringede til Dancenter og fortalte om overraskelserne. Ifølge Astrid Rasmussen forløb den samtale ikke helt, som hun havde håbet.

- De sagde til os, at det ikke var en stor nok ulempe til en omplacering, og pengene kunne vi ikke få retur. Desuden må vi forvente, at mus altså søger indenfor på denne tid af året, lød beskeden fra Dancenter.

På billedet ser vi Astrid Rasmussen og hendes otte måneder gamle baby, der kravlede rundt på jorden, inden den levende mus viste sig. Foto: Privatfoto/Astrid Rasmussen

Astrid Rasmussen var en lille smule forbavset over svaret.

- Hvordan kan man leje et sommerhus ud, hvis man ved, at der er mus, spørger hun retorisk, da TV 2 snakker med hende.

Til Dancenter sagde hun i stedet, at hele familien håbede, at den levende mus var fanget efter den gåtur, de havde planlagt rundt i området, for de var ærlig talt lidt nervøse for musen, som de stadig ikke vidste, hvor var henne.

Efter de kom hjem, tjekkede de fælderne i hele huset. Både de fælder de selv havde sat op, og de fælder Dancenter havde placeret, inden familiens ankomst.

Der var ingen mus.

- Så den er her stadig et sted, og det er ret ubehageligt, siger Astrid Rasmussen i telefonen.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Dancenter for at bekræfte samtalen og forholde dem kritikken fra Astrid Rasmussen, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.


To drenge blev begravet i sandskred: Nu vil lokale hjælpe de efterladte

Foto: Bent Løkke Leth og Kathrine Tobiasen, TV MIDTVEST

Vorupør samler nu ind til familierne til de to drenge, der for knap to måneder siden omkom i en ulykke i klitterne.

Det er snart to måneder siden, at to drenge på mistede livet i Vorupør efter et sandskred.

Ulykke er på ingen måde glemt i lokalsamfundet, som har været hårdt ramt oven på hændelsen. Nu sætter en gruppe borgere gang i en indsamling, der skal hjælpe drengenes efterladte.

En af initiativtagerne er Louise Lindgaard Johansen. Hun er formand for Vorupør Borgerforening, men det er som privatperson, at hun er med til at sætte gang i indsamlingen.

- Der var allerede nogle, der spurgte til en indsamling, dengang det lige var sket, fortæller hun.

Men man har taget sig tiden til at få alle vigtige detaljer på plads først. Sådan en helt officiel indsamling skal nemlig godkendes, og desuden har initiativtagerne brugt den nødvendige tid til at række ud til de to berørte tyske familier.

- Det har da været lidt svært, for man vil jo endelig ikke skrive noget til dem, der kan være stødende på nogen måde, siger Louise Lindgaard Johansen,

- Det er mennesker, der står midt i en sorg, så vi har villet sikre os, at vi ikke var for anmassende, fortsætter hun.

I forbindelse med beskeden om drengenes død lavede borgerne i Vorupør et optog gennem byen hen til den sammenstyrtede klit, hvor de lagde blomster og tændte lys for dem.

I forbindelse med beskeden om drengenes død lavede borgerne i Vorupør et optog gennem byen hen til den sammenstyrtede klit, hvor de lagde blomster og tændte lys for dem.

De to drenge var henholdsvis ni og 12 år, da ulykken skete 25. august. De blev begravet i et sandskred, da en klit styrtede sammen omkring dem.

Efter omkring 40 minutter lykkedes det at grave dem ud, hvorefter de blev fløjet til Aarhus Universitetshospital. Tre dage senere kom meddelelsen om, at de to drenge ikke overlevede.

Drengene var begge tyske statsborgere fra München-området. De var på ferie i Vorupør sammen med deres familier.

- Familierne får jo ikke deres drenge tilbage, men jeg tænker meget på deres søskende. De penge, der kommer ind, kan måske betyde, at de kan få råd til nogle ekstra oplevelser senere i livet, siger Louise Lindgaard Johansen.

Selvom de to drenge og deres familier var turister og altså ikke en fast del af lokalområdet, har ulykken sat dybe spor.

- Turisterne betyder rigtigt meget for vores by, og det er vigtigt for os, at de er her. Da jeg selv flyttede hertil for 19 år siden, var der slet ikke så mange, som der er nu, påpeger Louise Lindgaard Johansen.

- Derfor rammer det så hårdt, som det gør, når der sker noget så forfærdeligt, slår hun fast.

Livet går videre i Vorupør, men ulykken kan stadig mærkes.

- Indtil nu har vi kunnet hanke op i os selv, fordi der jo hele tiden er kommet nye turister. Men jeg tor, det kommer til at fylde en del mere nu, hvor vi går de mørke tider på året i møde, forudser Louise Lindgaard Johansen.

Indsamlingen begynder i dag og kan findes via sociale medier. Den løber frem til 1. december.


Tidligere kostskolelever stævner Aalborg Kommune i endnu en erstatningssag

Foto: René Vinding Christensen

Otte tidligere elever fra Gravenshoved Kostskole har fået fri process til endnu en sag mod Aalborg Kommune, fordi de gerne vil have erstatning.

Vold, tæsk og ydmygelser.

Det var i mange år hverdag for nogle af de elever, der blev anbragt på Gravenshoved Kostskole, der lå i Sønderjylland, og som fra 1964-1992 var ejet af Aalborg Kommune.

Og nu har Civilstyrelsen givet otte af de tidligere elever fri proces til at føre en erstatningssag mod Aalborg Kommune.

- Det er en stor lettelse, og vi kan få sat datoer på, selvom de ligger et år eller mere ude i fremtiden. Civilstyrelsen har kigget på sagen og vurderet, at der er tilstrækkeligt i sagen til, at de vil give os fri proces, lyder det fra talsmanden for en del af de tidligere elever, René Vinding Christensen, hvis sag er en af de sager, der nu er givet fri proces til.

Jeg ville ønske, at kommunen vil give os en afslutning

Rene Vinding Christensen, talsperson, tidligere elev, Gravenshoved Kostskole

Derfor modtager Aalborg Kommune inden udgangen af oktober endnu en stævning. De er nemlig allerede blevet stævnet af 39 tidligere elever, der allerede for godt et år siden fik fri proces til at prøve deres sag ved domstolene.

Den sag er endnu ikke kommet for retten. Og det skaber bekymringer hos René Vinding Christensen.

- Vi har desværre allerede tidligere elever i gruppen, der er afgået ved døden, og der er desværre også nogle, der ikke kommer til at se sagen til ende, siger den tidligere elev og talsperson.

René Vinding Christensen gik på Gravenshoved for over 30 år siden. Han havde egentligt fundet fred med det, som var sket, men har alligevel valgt at stå frem for at støtte de andre tdiligere elever.

Har sagt undskyld

For godt tre år siden begyndte historierne om Gravenshoved Kostskole at rulle. Her stod en række tidligere elever frem og fortalte om en mildest talt barsk hverdag på skolen, der blev kaldt 'De besværlige børns paradis'. 

Her oplevede nogle af kostskolens elever seksuelle overgreb, tæsk, indespærring og psykisk terrror. 

Kostskolen var drevet af Aalborg Kommune, og eleverne på skolen var primært fra Aalborg og Nordjylland. Og det fik i februar 2023 Aalborg Kommune til at give en undskyldning til gruppen af tidligere elever. Men i februar i år konkluderede kommunens advokat, Kammeradvokaten, at der ikke er fundet hjemmel til at give de tidligere elever erstatning for det, de har oplevet.

- Kommunen har valgt at trække det her i landdrag, og jeg kan være bange for, at nogle af vidnerne går bort, inden sagen kommer for retten. Nogle af de tidligere elever ligger med terminaldiagnoser, hvor vi taler måneder og ikke år. Og jeg ville ønske, at kommunen vil give os en afslutning inden da, siger René Vinding Christensen.


Influencere bestiger stejl trappe 27 gange for at hjælpe indlagte børn

Fire influencere udfordrer sig selv og hinanden i tre dage for at samle penge ind til 'Legeheltene', som hjælper børn, der er indlagt på hospitaler. Blandt andet med 27 ture op og ned ad trappen på eternitgrunden i Aalborg. Se indslaget her.


Nordjyde med i programmet 'Forræder': - Jeg løj jo nærmest 24/7

Foto: Lotta Lemche / TV 2

Løgn, bedrag og mistillid. Det måtte en nordjyde forsøge at navigere igennem i programmet 'Forræder'. Men det blev en uventet oplevelse.

I denne artikel omtales dele af handlingen i første afsnit.

Hvis du er en af de danskere, som allerede har set første afsnit af den nye sæson "Forræder - ukendt grund" på TV 2, har du allerede set ham.

Nordjyden, Marc Karaket Bach Nielsen, er nemlig en af årets hætteklædte forrædere. Han har indtil for nyligt haft sit liv i Nordjylland - mest i Skelund, men også i Aalborg.

- Man skulle veje hvert ord, fortæller han.

Men han er ikke den eneste deltager med nordjysk forbindelse.

Chinasa Rebecca Ementa er blandt programmets loyale spillere, og hun er for cirka et år siden flyttet til Aalborg fra København, hvor hun til dagligt studerer organisatorisk læring.

Netop forbindelsen til Aalborg gjorde, at de to deltagere havde noget at være fælles om.

- Vi bondede ret meget over, at vi begge boede i Aalborg, og så rullede den ligesom bare derfra, lyder det fra Chinasa.

- Der var bare sådan en tryghed. Vi kendte på en måde hinanden på forhånd, og det gjorde vi jo ikke, tilføjer Marc.

Uventede venner

Selvom de to reelt var fjender i spillet, udviklede der sig et venskab. Det blev dog ikke kun til et enkelt venskab.

- Når man bliver voksen, er det jo ikke så tit, at man får nye vennegrupper, og det føler jeg, at vi har fået ud af det, udtrykker den loyale Chinasa.

Netop hvor hurtigt de relationer opstod havde forræderen Marc ikke forventet.

- Jeg synes, det var mest overraskende, hvor hurtigt folk kom ind under huden på en. Det var jo 16 fremmede mennesker, man gik ind til. Jeg meldte mig ikke til for at få venskaber, men jeg har fået nogle meget tætte venskaber med mange af dem, fortæller Marc.

Programmet 'Forræder' bæres frem af tvivl, tillid, løgne, sandheder og pengebegær. Især som forræder fik Marc erfaring med at lyve.

- Man stræber jo efter at være et godt og ærligt menneske, så det ligger jo ikke til ens natur, at man skal lyve nogen så meget op i ansigtet. Det var jo konstant. Jeg løj jo nærmest 24/7, fortæller han.

Chinasa Rebeccas Ementa spiller rollen som loyal i årets 'Forræder'-sæson. Foto: Lotta Lemche / TV 2

- Det var ubehageligt nogen gange

For at programmet kan fungere og alle løgnene og snakkene i krogene bliver fanget på kamera, er der meget strenge regler for deltagerne.

- Jeg tror, det overraskede mig, at vi overhovedet ikke måtte have nogen kontakt. For eksempel når vi skulle fordeles i bilerne, foregår det med høreværn på, fortæller Marc.

Al kommunikation måtte kun foregå, når kameraerne kørte, så derfor blev der anvendt høreværn.

- Man må ikke smile til hinanden eller give thumbs up, uddyber Chinasa om situationerne, når optagelserne ikke var i gang.

- Det var ubehageligt nogen gange, hvis der havde været situationer, hvor nogen var blevet kede af det og man så ikke måtte gå hen og trøste folk, fordi kameraene ikke optog.

Det kan være overraskende, når deltagerne træder ind af døren til morgenbordet. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Alt var ikke løgn

'Husk, det er kun et spil'.

Det har de fleste nok enten hørt eller sagt efter et heftigt brætspil, men trods det bare er et spil, kan følelserne godt være ægte. Det mærkede både Marc og Chinasa i 'Forræder'.

- Selvom det handler om at lyve og forråde hinanden, er det så intenst, at det jo er ægte følelser, der er på spil, og ægte relationer man bygger op, lyder det fra Marc.

Men blandingen af det ægte og løgnene var dog ikke altid nemt.

- Det, jeg synes var sværest, var, at man følte, at man kendte hinanden, men så kendte man alligevel ikke hinanden. Man følte, at man havde fået en tæt relation, og så skulle man lige sætte det i perspektiv, når man havde alenetid. Vi er her jo ikke bare for at hygge os og blive bedste venner, vi er her for at finde ud af, hvem der lyver, lyder det fra Chinasa.

Og denne mistillid og de mange løgne fik dog også Marc som forræder til at overveje noget.

-  Den rationelle tankegang er jo, at vi går ind i det her som et spil, og vi hader ikke hinanden bagefter. Men når man står i det, maler man fanden på væggen og tænker, 'når de på et eller andet tidspunkt finder ud af, det er mig, vil de så stadig godt være venner med mig?'

Et par uger efter optagelserne var færdige, blev der dog afholdt et reunion, hvor deltagerne kunne mødes på sikker grund uden for spillet. Marc var nervøs og frygtede mudderkast, men sådan gik det ikke.

- Det var som om, vi havde gået på efterskole sammen for ti år siden og havde jubilæum, lyder det fra Chinasa.

Du kan se programmet på TV 2 om lørdagen eller på TV 2 PLAY.