Anker dom: Firma vil ikke betale erstatning til hjerneskadede Nick
Landsretten skal nu afgøre, om Nick Vejle fra Frederikshavn skal have erstatning efter en arbejdsulykke, hvor han blev hjerneskadet.
Landsretten skal nu afgøre, om Nick Vejle fra Frederikshavn skal have erstatning efter en arbejdsulykke, hvor han blev hjerneskadet. Grenaa Lossekompagni ApS vil nemlig ikke betale.
Det tegnede ellers godt for 28-årige Nick Vejle, der for nylig blev tilkendt erstatning for den hjerneskade, han fik i 2014, da han i august 2014 forsøgte at komme to kolleger i en fiskekutter til undsætning.
Men firmaet, Nick Vejle arbejdede for som pumpemand på det tidspunkt, Grenaa Lossekompagni ApS var ikke enig i afgørelsen fra Retten i Hjørring. Derfor er sagen nu anket til landsretten.
Det skriver Fagbladet 3F.
Anken ærgrer Nick Vejle, som ikke har villet oplyse størrelsen på erstatningen.
- Det er meget irriterende. Nu havde jeg lige håbet på, at jeg var ovre alt det her, skriver han i en sms til Fagbladet 3F.
Hjerneskadet, men dog i live
Arbejdsulykken skete 4. august 2014 på Strandby Havn i Nordjylland. Nick Vejle arbejdede som pumpemand på havnekajen og sugede skidtfisk fra fiskekutteren over i en lastbiltank, da han hørte et nødråb fra fiskekutterens lastrum. For at redde de to fiskere, der var dernede, sprang han uden videre ned til dem.
Men i lastrummet havde skidtfiskene udviklet dampe af svovlbrinte, som fældede Nick Vejle og fik ham til at falde bevidstløs om. Først efter en halv time i dampene blev Nick Vejle reddet op af røgdykkere fra Frederikshavn Brandvæsen.
På grund af iltmangelen i den halve time døjer Nick Vejle den dag i dag med permanente taleforstyrrelser, spiseproblemer og epilepsi. Men han reddede livet i modsætning til de to fiskere, 21-årige Morten Christensen og 58-årige Hans Jørgen Hansen, som omkom i lastrummet.
Afgørelse tidligst til efteråret
Ved retsmødet i Hjørring forklarede Nick Vejle, at han aldrig havde fået at vide, at skidtfisk kunne udvikle farlige dampe, og at han skulle blive på kajen uanset hvad. Derfor fandt retten, at Grenaa Lossekompagni ikke havde informeret ham om de risici, der var forbundet med at gå om bord på kutteren, og at firmaet derfor var ansvarspådragende for Nick Vejles ulykke.
Men den udlægning er Grenaa Lossekompagni altså ikke enig i. Det har dog ikke været muligt for Fagbladet 3F at få en kommentar fra hverken direktør Jan Kvist Nielsen eller firmaets advokat Torben Alexander Rhodin.
Advokat Marianne Fruensgaard fra firmaet HjulmandKaptain har ført sagen for Nick Vejle. Hun undrer sig over, at dommen fra byretten er blevet anket.
- Som arbejdsgiver har man et ansvar, hvis ens medarbejder kommer til skade, og man ikke har givet medarbejderen de fornødne redskaber og den fornødne instruktion om risikoen ved arbejdet, siger Marianne Fruensgaard, der ikke kan forstå, at man vil tage sagen videre til landsretten erstatningens størrelse taget i betragtning.
Hun forventer, at sagen tidligst vil komme for landsretten i efteråret 2018 og måske først i 2019.
Se eller gense de rørende programmer om Nick og Tanja, der sammen kæmper sig igennem hjerneskade og sygdom og starter en familie: