Efter 'katastrofevalg' kæmper de om pladsen
Det var et skuffende valg for Det Konservative Folkeparti, som ellers lå højt i meningsmålingerne i sommer. Nu må konservative kandidater kæmpe om pladsen.
Det var en skuffet Per Larsen (K), der onsdag formiddag reflekterede over gårsdagens valg. Det Konservative Folkeparti ender med 5,5 procent af stemmerne på trods af, at de i sommerens meningsmålinger stod til mere end 16 procent.
- Det har været en kæmpe rutchebanetur, når man ligger så højt i meningsmålingerne. Vi lå til måske at kunne få tre mandater i Nordjylland. Så det er voldsomt at droppe omkring 10 procent.
Det overrasker den konservative politiker, som ellers mener, at partiet har tradition for at have et bedre valgresultat, end målingerne viser.
- Her har det bare været fuldstændig modsat. Det er jo ærgerligt, og det er vi ikke tilfredse med, siger Per Larsen.
Katastrofevalg
På stemmesedlen var også tidligere minister Jakob Axel Nielsen (K). Han er også overrasket over den konservative nedtur.
- Det er et katastrofevalg for de gamle partier. Det ligner et jordskredsvalg, som i 1973.
Han forklarer tilbagegangen med, at vælgere har været utilfredse over, at der sker for lidt politisk, og derfor tiltrækkes af Lars Løkkes (M) brede samarbejde over midten.
- Den tidligere konservative optur var en parkering af utilfredse venstre-vælgere, som nu er kørt over til Moderaterne.
Derudover mener han, at mange vælgere er hoppet over til Danmarksdemokraterne.
For Per Larsen, var det ikke selvsagt, at de overhovedet fik et mandat.
- Jeg var nærmest bange for, at Inger Støjberg (DD) ville få så mange stemmer, at der ikke var plads til os.
Kæmper om pladsen
Samlet i Nordjyllands Storkreds fik partiet 4,4 procent af stemmerne og et enkelt mandat. Det håber Per Larsen at blive siddende på.
- Det er ikke nemt at vide, men det håber jeg selvfølgelig. Jeg synes, jeg har knoklet.
Forventingen er, at det konservative mandat går til enten Per Larsen eller Jakob Axel Nielsen.
Jakob Axel Nielsen følger optællingen nøje. Og han tør ikke gætte på, hvem mandatet går til.
- Jeg tror, det bliver uhyggeligt tæt. Vi må vente til, de sidste kredse er optalt.
Se Jakob Axel Nielsen reaktion her: