"Ikke tilfredsstillende" og "skuffende" valg hos Enhedslisten
Det blev tilbagegang for Enhedslisten både på landsplan og i Nordjyllands Storkreds ved gårsdagens valg.
Dagen derpå var det et skuffende valg, som Enhedslistens gruppeformand Peder Hvelplund gjorde status på.
- Det var en rutschebanetur, men heldigvis sluttede den på en positiv måde, fordi der kom et rødt flertal, siger han.
I Nordjylland fik Enhedslisten 3,2 procent af stemmerne. Det er 1,1 procentpoint mindre end i 2019, og på landsplan er billedet det samme. Her gik de fra 7 procent ved sidste valg til 5,2 procent denne gang. Det betyder, at partiets mandater i Folketinget falder fra 13 til 9.
- Det er ikke tilfredsstillende. Det er da skuffende, men samtidig helt afgørende at vi har fået rødt flertal, der gør, at Enhedslisten nu kan bruge mandaterne til at tvinge Socialdemokraterne til at levere valgløfter, siger Peder Hvelplund.
Forskellige årsager
Ifølge Peder Hvelplund er der en række faktorer, der gør, at Enhedslisten har fået et skuffende valg.
- Der har nok været en del, som har valgt at stemme på Alternativet for at sikre, at der var et grønt flertal. Jeg er personligt glad for, at de er over spærregrænsen, så de kan hjælpe med at presse på i forhold til ambitiøs klimahandling, siger Peder Hvelplund.
- Det er også blevet meget et statsministervalg, så nogle har nok valgt at sætte deres kryds ved Socialdemokratiet for at give opbakning til det største parti i rød blok, siger han.