Borgmester glad for udsigt til ny Limfjordsforbindelse: - Jeg synes, det er en fantastisk aftale
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Thomas Kastrup-Larsen (Socialdemokratiet), borgmester i Aalborg Kommune er svært tilfreds med, at regeringen og Dansk Folkeparti vil etablere en tredje Limfjordsforbindelse.
Aalborg Kommunes borgmester Thomas Kastrup-Larsen er med onsdagens udmelding fra regeringen og Dansk Folkeparti overbevist om, at den tredje Limfjordsforbindelse bliver etableret.
Det var en glad Aalborg-borgmester, som onsdag formiddag kunne følge med, da regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede deres udspil til, hvordan de vil bruge 100 milliarder kroner på at forbedre den danske infrastruktur frem mod 2030.
Et af hovedpunkterne i udspillet er etableringen af en tredje Limfjordsforbindelse. Regeringen og Dansk Folkeparti afsætter 6,6 milliarder til at lave en 20 kilometer lang motorvej med fire spor over øen Egholm. Projektet forventes at gå i gang i 2024.
- Jeg synes, det er en fantastisk aftale. Det er en aftale, som kommer til at gøre en kæmpe forskel i forhold til de massive trængselsproblemer, vi oplever i Aalborg Kommune. Vi har kø både morgen, aften og midt på dagen, så jeg synes, det er rigtig flot, at man nu går ind fra regeringens og Dansk Folkepartis side og bevilliger 6,6 milliarder kroner til en ny Limfjordsforbindelse, siger Thomas Kastrup-Larsen (Socialdemokratiet), borgmester i Aalborg Kommune.
Socialdemokratiet bakker op
Der er blevet spekuleret i, om der ville være opbakning til regeringens og Dansk Folkepartis aftale, hvis regeringsmagten skifter efter næste folketingsvalg, men Thomas Kastrup-Larsen føler sig overbevist om, at den tredje Limfjordsforbindelse nu er en realitet.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man ikke skulle kunne nå en aftale om at realisere den tredje Limfjordsforbindelse.
Thomas Kastrup-Larsen (S), borgmester i Aalborg Kommune
- Jeg har noteret mig, at Socialdemokratiet er kommet med udspil til infrastrukturen, hvor de også har den tredje Limfjordsforbindelse med som en af hovedprioriteterne, så derfor har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at man ikke skulle kunne nå en aftale om at realisere den tredje Limfjordsforbindelse, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Poltikerne i byrådet i Aalborg Kommune har på tværs af partiskel arbejdet sammen om at få en tredje Limfjordsforbindelse på dagsordenen.
Erhvervslivet i og omkring Aalborg har været med til at yde økonomisk støtte til projektet, og det har ifølge borgmesteren gjort en forskel.
- Jeg kan se, at det betyder meget for regeringen, at vi lokalt har skaffet midler til at medfinansiere den Limfjordsforbindelse med 600 millioner kroner igennem Aalborg Alliancen. Lokalt samarbejde og sammenhold har været med til at skabe resultater på Christiansborg, og det synes jeg er rigtig godt, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Udover Limfjordsforbindelsen, er der i aftalen også afsat penge til infrastrukturprojekter ved Skagen, Thisted og Mariager. Læs mere om disse projekter i artiklen herunder.