BLOG: Jeg savner de gammeldags postkort!
Foto: Mick Anderson
Christian Roar Pedersen minders postkortets tid. Han mener, at vi bør dyrke langsomhed og eftertanke i højere grad, når vi på ferie i stedet for at være online konstant.
Ferie. Min kone og jeg sidder på toppen af et bjerg i alperne. Solen skinner, stemningen er god, og udsigten er fremragende. Jeg tager fluks min mobil og snupper et foto, som jeg sender hjem til familien. Få sekunder senere er det fremme.
Sådan foregår det i dag.
Der er en langsomhed og eftertanke i processen. I dag er vi hele tiden online. På. Også i ferien. Men det burde vi ikke være.
Christian Roar Pedersen
Ikke noget med at gå hen i en kiosk og købe et postkort, hvor man på bagsiden skriver en kort besked, inden man prøver at finde ud af, hvilket frimærke der skal på, og dernæst afsøger feriebyen for en postkasse. Når man kom hjem, kunne man så forsigtigt spørge: Fik I postkortet? Ind imellem nåede man selv hjem inden, kortet kom frem.
Langsomhed og eftertanke
Tiden er løbet fra de gammeldags postkort. Det er egentligt ærgerligt. For jeg savner dem. Nej, det er ikke mig selv og familien, der er på forsiden. Men det er der måske en pointe i. Det er det, vi er nede at se, som vi sender hjem. Der er en langsomhed og eftertanke i processen.
I dag er vi hele tiden online. På. Også i ferien. Men det burde vi ikke være. Vi burde være offline og sidde og skrive et postkort med kuglepen ved et rundt bord ved poolen med en iskold drink ved siden af, som faretruende sender kondensvand langs bordet i retning af vores feriehilsen. En hilsen, som posten derhjemme senere kan læse med på.
Gør jeg selv, som jeg prædiker? Nej. Tiden er jo løbet fra kort og postvæsen, og jeg følger bare med. Mens jeg har mobilen fremme for at tage fotos, kan jeg jo også lige tømme mail og tjekke Facebook.
Tiden går, tingene udvikler sig. I gamle dage huggede man runer i sten. Men ind imellem indhenter tiden én.
Talrige minder
Enhver der har prøvet at stå med et dødsbo ved, at der er megen oprydning. Det kan være grænseoverskridende at rode i den afdødes ting. Men et eller andet sted dukker de frem. Postkortene. Fra en skuffe, hvor de ligger og flyder. Eller i en sirlig opmagasineret bunke med elastisk omkring.
Måske lugter de lidt af tobak og lidt af afdødes køkken. De er gulnede af solen og har bittesmå huller efter den tegnestift, der har holdt dem fast på opslagstavlen.
Måske lugter de lidt af tobak og lidt af afdødes køkken. De er gulnede af solen og har bittesmå huller efter den tegnestift, der har holdt dem fast på opslagstavlen.
Chrsitian Roar Pedersen
Bagpå kan vi genkende vores egen håndskrift. Vi har været på museum og ude at spise, men maden var ikke særlig god. Hotellet er til gengæld rigtig hyggeligt. “Håber du er kommet dig oven på det brækkede ben?” Nå ja. Det var dengang. Talrige minder myldrer frem fra hukommelsen.
Flere postkort i bunken. Fra familiemedlemmer og venner. Nogle kort har vi aldrig set. Andre har afdøde vist os før. Men hvem er Ulla? Hende har vi da aldrig hørt om! Der ligger ellers fem postkort fra hende.
Genfindelsen efter 30 år
Jeg spørger mig selv: Hvor mange sms’er, som vi har sendt fra ferien, genfinder vi 30 år efter?
Er vi ved at miste noget? Eller bare os selv? Fordi alting skal gå så hurtigt og være nu og her. Sætter vi al vores lid til nuet og minderne på en harddisk, som hurtigt er formateret?
Og hvad med Nordjylland? Vil Skagen nogensinde dukke frem i et dødsbo i Gedser igen? Blokhus? Hals? Kan man aldrig mere med forsinkelse læse: “Vi har været ved stranden i Hou hele dagen, og i aften skal vi grille i sommerhuset.”
Måske vi skal genopdage postkortet og skrive? Til vores kære. Til os selv. Til eftertiden. Til eftertanke.