Nordjyder strømmer til Blodbanken: Tilbud om corona-test lokker
Ofte er det en kamp at skaffe bloddonorer nok, men lige nu bliver Blodbanken i Aalborg løbet over ende af nordjyder, der gerne vil give blod.
På blot en uge har Blodbanken i Aalborg fået henvendelser fra ikke færre end 100 nordjyder, der gerne vil være med i korpset af donorer. Det er helt uhørt.
Og derfor er det nærliggende at gætte på, at det hænger sammen med, at Blodbanken nu tester blodet for antistoffer mod corona-virus.
- Jeg tror da, at langt de fleste gerne vil være bloddonorer, og at det så er den her mulighed for test, der har skubbet dem i gang og gjort, at det er nu, det skal være, siger Bitten Aagaard, der er overlæge ved Blodbanken i Aalborg.
I lidt mere end en uge har Blodbanken tilbudt at teste for antistoffer mod coronavirus i blodet, når den store tappenål nu alligevel er stukket i armen. Det samme har man gjort i alle andre regioner.
Det sker for at få et billede af smittespredningen i befolkning – ikke for at sikre modtagerne af blodet mod smitte.
- Vi er ikke bekymrede for, at virus smitter gennem blodet. Så det handler om mørketallene, altså om at få et billede af, hvor mange der går rundt derude og har mødt infektionen uden nævneværdige symptomer, siger Bitten Aagaard.
Til alle de nordjyder, der nu har meldt sig til Blodbanken i håb om en test, har overlægen dårlig nyt.
Blodbanken er ikke en genvej til at finde ud af, om man har dannet antistof mod corona-virus og dermed kan betragte sig selv som immun. Der optages nemlig slet ikke nye medlemmer i donorkorpset i Aalborg, før hele coronakrisen er overstået.
På grund af smitterisiko skal fremmødet i Blodbanken begrænses mest muligt, så kun de nuværende medlemmer kan blive testet.
På tre hverdage inden påske blev der fundet to personer, der havde dannet antistoffer mod coronavirus, oplyser Bitten Aagaard.