Great Dane Airlines savner støtte til charterbranchen
Foto: Great Dane Airlines
Hjælpepakken til den trængte flybranche har åbenlyse mangler, lyder det fra Great Dane Airlines.
Regeringen, Venstre, Konservative og Radikale Venstre blev torsdag eftermiddag enige om en støttepakke til den hårdt trængte flybranche.
Hjælpepakken er på 260 millioner og kommer både luftfartsselskaber, der flyver indenrigsruter i Danmark til gode ligesom lufthavnene hjælpes på fode igen.
Værktøjerne, der bliver taget i brug er både reel kompensation for lave passagertal, en nedsat lufthavnstakst - begge dele tiltag, der kommer luftfartsselskaberne til gode. Til gengæld kompenseres lufthavnene for at sætte deres takster ned.
Uklart hvad aftale betyder
Hvilken betydning den nye aftale for for det nordjyske luftfartsselskab Great Dane Airlines, der er klar til at gå på vingerne med en rute til Malaga fra næste uge, kan CEO Thomas Hugo Møller ikke gennemskue ud fra den aftaletekst, der er blevet offentliggjort.
- Det er ikke helt til at sige om det er godt eller skidt. Vi skal se nærmere på aftalen og have undersøgt detaljerne før vi kender et facit, siger han og peger blandt andet på uklarheden i formuleringen om at støtten gives "så den sammen med billetindtægterne dækker omkostningerne til at drive ruterne samt en rimelig fortjeneste."
Ingen støtte til charterselskaber
Hvad der dog står helt klart er, at Great Dane Airlines ikke kan få støtte til deres ruter til Malaga og Alicante, men kun til deres rute mellem Aalborg og København som starter op midt i august. De bliver heller ikke kompenseret for de tab, der opstod da rejsebureauerne måtte aflyse alle charterrejser som følge af Udenrigsministeriets rejsevejledninger, der i en periode under coronakrisen frarådte alle rejser til alle verdens lande.
- Der har været meget snak om at støtte rejsebureauerne, men man glemmer de flyselskaber som rejsebureaerne chartrer fly hos, siger Thomas Hugo Møller, der kalder det meget skuffende at charterbranchen ikke er tænkt ind i støttepakken.
- Hvis rejsebureauerne får hjælp, men deres leverandører ikke får, så er vi lige vidt. Hele vores charteromsætning indtil næste sommer er væk og selvom man kan booke en charterrejse igen, så er det altså virkelig op ad bakke, siger direktøren.
- Alle de charterrejser der blev aflyst med et knips, dem havde man brugt et år på at sælge, så at tro, vi kan indhente alt det tabte nu, det er urealistisk.
Ligner festival-situationen
Great Dane Airlines' situation ligner i høj grad den situation som leverandører og artister, der skulle have spillet på sommerens festivaler står i. Her er det fra politisk side blevet besluttet, at man dækker festivalernes udgifter - men kun hvis de river kontrakter med leverandører og artister i stykker med henvisning til 'force majeure'.
For Great Dane Airlines kontrakter med rejseselskaberne er ikke det pair, de er skrevet på, værd længere og selskabet kan ikke stille krav til rejseselskaberne om betaling.
- Der er en klausul i kontrakterne, der handler om Udenrigsministeriets rejsevejledninger, så da alle lande pludselig var orange og røde, så røg alle vores aftaler i vasken - og nu står vi her uden nogen hjælpepakker, siger Thomas Hugo Møller.