Nye retningslinjer: Mundbind bliver obligatoriske i danske lufthavne
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Mundbind bliver fra 15. juni obligatorisk i danske lufthavne og i fly.
Retningslinjerne skal senest være implementeret 15. juni.
Danskerne skal vænne sig til at bære mundbind, når de flyver fra de danske lufthavne. Uanset om man rejser indenrigs eller udenrigs. Det fremgår af nye retningslinjer fra myndighederne.
Dermed følger den danske luftfartsbranche de nye anbefalinger fra den europæiske luftfartsmyndighed, Easa.
Passagerer skal bære mundbind, fra de går ind i lufthavnen, mens de sidder i flyet, og til de forlader lufthavnsterminalen på destinationen.
- Luftfarten er international, så det er helt nødvendigt med internationalt gældende retningslinjer. Vi er meget tilfredse med, at der nu er enighed om enkle og pragmatiske regler, som kan skabe en tryg rejse for passagererne, siger Michael Svane fra Dansk Luftfart.
De nye retningslinjer betyder også, at det i en periode kun er passagerer og personale, der har adgang til lufthavnsterminalerne.
Sundhedsstyrelsen usikker på effekt
Flere lande har indført obligatorisk mundbind i det offentlige rum. Men ifølge Sundhedsstyrelsen er det usikkert, om det har en effekt på smittespredningen.
Easa lægger op til, at rejsende, der ikke har mundbind på, bliver bortvist fra lufthavnen eller nægtet adgang til flyet. Det er endnu ikke klart, hvordan de danske myndigheder vil håndhæve reglerne for fremmødte, der ikke bærer mundbind.
Luftfartsselskabet SAS, der onsdag meddelte, at en del af selskabets flyvninger genoptages i juni, har allerede indført krav om mundbind.
Det samme har flere andre selskaber, mens Norwegian har meldt ud, at det afventer Easa's anbefalinger.
Retningslinjerne skal senest være implementeret 15. juni.