Hund faldt gennem isen - kæmpede for sit liv i en halv time
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Hundeejeren gjorde meget af det rigtige - dertil har Nordjyllands Beredskab en opfordring.
Lørdag måtte en hund kæmpe for sit liv, da den gik gennem isen på søen i parken Hedelund beliggende i Brønderslev.
- Det var en springer, der blev brugt til jagt, vil jeg tro, siger indsatsleder, Per Hansen, fra Nordjyllands Beredskab.
På sin tur fik hunden øje på nogle fugle, som den ivrigt løb efter og frigjorde sig fra sin snor. Med fart under poterne, sprang den ud på søen, som var dækket af et tyndt lag is. 20 meter ude på søen, gik hunden pludselig gennem isen.
Reddet i sidste øjeblik
I en halv time forsøgte hundens ejer, en moden kvinde, at få hunden tilbage ind på land - både med stige og ved at kalde, men lige meget hjalp det. Hunden kæmpede en brav kamp, men kunne ikke komme op.
Ikke før mandskabet fra Nordjyllands Beredskab blev tilkaldt klokken 12:48 og stødte til. Her hoppede en mand i waders og sikkerhedssele og kravlede lige så stille ud på søen. Manden fik fat i hundens halsband, og det lykkedes således mandskabet at redde hunden op fra det kolde gys i sidste øjeblik.
- Hunden var lykkelig for at blive genforenet med sin ejer og få fast jord under poterne igen, oplyser Per Hansen, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, til TV2 Nord.
Han vurderer i øvrigt, at hunden kom uskadt derfra - dog afkræftet og kold.
Gjorde meget af det rigtige
Heldigvis hører den slags uheld til sjældenheder, oplyser indsatslederen, der ikke desto mindre har en række opfordringer til, hvordan man kan passe på sig selv og sin hund, når man begår sig i den snedækkede natur.
- Hold ekstra øje, hvis der er en sø i nærheden.
- Skulle uheldet alligevel være ude, og hunden går gennem isen, skal man som hundeejer ikke selv gå ud på isen, da den ikke er sikker på nuværende tidspunkt. I stedet skal man med det samme ringe efter hjælp, lyder det fra indsatsleder, Per Hansen, fra Nordjyllands Beredskab.