Kraftig brand i villa - hybridbil kan være synderen
Brandslukningsarbejdet er stadig i gang og forventes at vare 9 timer i alt. Det oplyser Nordjyllands Beredskab.
Lørdag morgen er Nordjyllands Beredskab rykket ud til en kraftig brand i et nybygget hus uden for Støvring.
Brandårsagen er endnu ikke fastlagt. Dog mener husejeren, at vedkommendes plug-in hybridbil kan være en mulig brandårsag, da den stod til opladning i garagen, hvor branden brød ud.
Det fortæller husejeren til TV2 Nords udsendte. Og det er ikke et dårligt bud, hvis man spørger indsatsleder Allan Frisk ved Nordjyllands Beredskab.
- Det kunne sagtens være. Det er i batteripakken i bilen, at han opdager, det brænder mest.
Brændt ned til grunden
Nordjyllands Beredskab modtog anmeldelsen klokken 02:50 natten til lørdag, umiddelbart efter husejeren havde opdaget ildebranden i garagen, som var sambygget med boligen. Branden forsøgte han at slukke med en pulverslukker. Det oplyser Allan Frisk, indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab.
Dog hjalp det ingenting.
- Bygningerne er brændt ned til grunden. Det skal bygges op fra nyt, lyder hans vurdering.
- Vi kæmper stadig med det. Branden er under kontrol, men vi kommer til at være her i nogle timer endnu. Det går i hvert fald tre timer.
Taget modarbejder brandslukningsarbejdet
For Nordjyllands Beredskab er det kun lykkedes at redde et skur, som stod med nogle få meters afstand til boligen.
Årsagen til, hvorfor man ikke har kunne redde mere, skal findes i bygningens tag, oplyser indsatslederen.
- På grund af boligens tagkonstruktion og zinktag, så har vi svært ved at stoppe branden. Den løber ind i mellem tagkonstruktionen.
Ingen personer er tilskadekommet.