Fem skoler truet af lukning: - Det bliver lidt et blodbad
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST
Henriette Steffensen er formand for Thisted Kommunes mindste folkeskole. Hun mener, kommunen spiller skolerne ud mod hinanden ved at melde ud, fem kan risikere at lukke.
I stedet for at udvikle folkeskolen bliver det nu en overlevelseskamp ifølge en skolebestyrelsesformand. Hun mener, kommunen spiller skolerne ud mod hinanden. En kritik, udvalgsformanden afviser.
Vestervig Skole er med 50 elever den mindste folkeskole i Thisted Kommune, og nu er den truet af lukning. Det er den langt fra ene om.
For i et nyt forslag til skolestrukturen i Thisted Kommune foreslår forvaltningen, at fem skoleafdelinger skal lukke.
Det får nu Vestervig Skoles bestyrelsesformand, Henriette Steffensen, til at lange ud efter planen.
- Der er tale om et spil, siger Henriette Steffensen.
Et blodbad
Hun tror slet og ret ikke på, at kommunens politikere reelt har tænkt sig at lukke fem skoler.
Men hvis man melder ud, at man kan lukke op til fem skoler, og politikerne så ender med kun at lukke to eller tre, kan politikerne nemmere fremstå som helte.
Det ville være sværere, hvis man bare fra start meldte ud, at man ville lukke to eller tre skoler og så rent faktisk gjorde det.
Når flere skoler bliver meldt lukningstruede, kan det nemlig få flere til at gå på barrikaderne. Og så risikerer den enkelte skoles stemme at drukne.
Samtidig kan debatten blive flyttet fra at højne det generelle faglige niveau til i stedet at handle om en overlevelseskamp for den enkelte skole, mener Henriette Steffensen.
- Det bliver lidt et blodbad.
- Jeg kan godt frygte, at vores stemme drukner, og at man forsøger at spille skolerne ud mod hinanden, siger hun.
Formand for udvalg kalder hende spindoktor
Den kritik er formanden for kommunens børne- og ungeudvalg dog ikke enig i.
- Det må stå for hendes egen regning, hvad hun tror. Jeg ved ikke, om hun har været spindoktor et eller andet sted, siger Peter Larsen (V).
Fagligt set handler det for ham om om at bruge penge på undervisning og dermed skolebørnene i stedet for på flere forskellige skolebygninger.
Han ønsker ikke at svare på, om han tror på, at politikerne vælger at lukke alle de fem skoler, forvaltningen foreslår.
Sådan en holdning vil han først komme med, når udvalget har drøftet sagen mandag.